Det betyder altså, at min OL-kvalifikation er så godt som hjemme!!!

Det er den jo blandt andet takket være et godt resultat her i Mexico. Faktisk er det tredje gang, at jeg kører konkurrence i Huatulco. En by med høj varme og høj fugtighed – faktisk overhovedet ikke noget for mig. Men det er gået godt alle tre gange.

Da starten gik kl. 8, var temperaturen vel omkring de 30 grader og vandet var 28 grader, så der var ikke meget køling i den svømmetur. Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg hellere måtte få en god svømning denne gang. Det betød, at jeg måtte være lidt ”klogere” i mine beslutninger end til EM, så jeg kunne holde mig i forreste gruppe, hvis feltet blev splittet op. Samtidigt fokuserede jeg også på, at jeg ikke behøvede at være forrest, selvom det ofte er forventningen til mig.. Jeg kom op af vandet sidst i en gruppe på 7 mand, og vi drønede afsted på cykel.  Cyklingen her er virkelig hård, 140 højdemeter på hver omgang af 5 km, og med otte omgange i alt giver det trætte ben og ømme lår dagen efter, det kan jeg skriver under på. Den ”store bakke” er mere end 20 % på det stejleste sted og cykelcomputeren viste da også omkring 80km/t ned af bakken! Det viste sig at vi havde et hul på ca. 1 min allerede efter svømningen og det blev øget til ca. 3min30s efter cyklingen. Så skulle der bare løbes om placeringerne i toppen! Det var da et drømmescenarie, jeg ville endte som 7’er eller bedre, hvis det ikke gik helt galt på løbet. Flora Duffy spurtede af sted ud af skiftezonen og fik hurtigt et hul, herefter kom jeg i en gruppe på fire. Det var fint og føltes egentligt meget godt. Efter 6 km begyndte russeren at hænge lidt, og hun blev sat en smule. Ved 8 km fik vi også sat mexicaneren af ved at rykke op over bakken. Perfekt! Jeg kunne være med til at løbe om 2./3. pladsen. Det var sjovt! Ved 8.5 km var stillingen den samme, men herefter gik det galt for mig. Jeg kogte simpelthen over. Måske rykket op af bakken var lige i overkanten, det er svært at vide, varmt var det i hvert fald, så selv køling med vand og is var ikke nok. Ved 9 km blev jeg overhalet af mexicaneren igen og ved 9,5 km kom russeren forbi, jeg slingrede af sted og kan slet ikke huske, hvad der skete den sidste km. Da jeg kom over målstregen var jeg helt væk, og havde da også tabt ca. 40 s på de sidste 1,5 km. Heldigvis var der en flok at kompetente læger tilstede, som sørgede for køling og væske, i halsen eller armen om nødvendigt. Jeg er glad for at jeg kom i mål, det sikrede min OL-kvalifikation. Frintova fra Tjekkiet fald om 20m før stregen og fik ingen point. Det var synd for hende. Krüger siger, at det er noget, som ofte sker for damerne, når det er meget varmt og aldrig for herrerne. Det er ligesom om vi ikke har en bremse og kan mærke, når det er ved at kamme over. Lidt fysiologi til eftertanke.

Hvor om alting er, så var det et godt resultat, og jeg er glad for at det lykkedes at samle så mange OL-point. Vi er på vej til San Diego, hvor næste konkurrence allerede er fredag. En afdeling af VM-serien. Der bliver højt niveau og hård konkurrence, men jeg giver det en chance. Er kroppen stadigt træt og øm, og er placeringen ikke til at skrive hjem om, så er det også ok. Jeg tager en dag af gangen og prøver at blive mest muligt frisk. Og svømningen bliver med våddragt, det er jo allerede en fornuftig start!

Vi havde en hård tur herned, som startede allerede tirsdag, da jeg tog fra Odense ved 17-tiden for at rejse til Kbh. Vi skulle flyve allerede kl. syv fra Kastrup, og det er umuligt at komme fra Odense, så man kan være i Kastrup kl. 5.30. Vi fløj til Berlin, og efter en masse tid i kø, en masse venten, en masse spørgsmål stillet af de israelske lufthavnsfolk kom vi videre til Tel Aviv. I Tel Aviv hentede vi vores bagage, skiftede til indenrigslufthavnen og skulle så igennem alle de samme sikkerhedscheck. Vi stod og ventede i kø i næsten to timer.. Optimering af sikkerhedsprocedurerne kunne måske være en idé.. Da vi endeligt kom videre, fik vi af vide, at der var sandstorm i Eilat og derfor skulle med bus det sidste stykke ned gennem bjergene. Det betød at 1 times flyvetur blev erstattet af 5 timer i bus. Der var afgang kl. 20:40, og det betød, at vi kravlede trætte i seng ved halv to-tiden.

Fremvisning af cykelruten var torsdag morgen kl. 6.30, men vi valgte at sove længe, for at blive så friske som muligt. Der var jo kun én dag til at blive ”klar” til ræset. Vi nåede stadigt at svømme på ruten, cykle lidt rundt og kigge efter ruten og få de sidste detaljer på plads. Så var det bare at sove én gang mere inden det var ræsdag!

Vejret i Eilat er godt. Sandstormen havde lagt en dæmper på varmen i løbet af dagen torsdag, men den forsvandt hen af aftenen, så solen skinnede fra en skyfri himmel fredag morgen, og den stod på 30-35 grader hen ad eftermiddagen, da vi skulle i kamp kl. 16.

Jeg havde startnummer 22, omtrentligt midt i feltet. En udmærket start havde jeg såmænd også. Jeg var tredje ”mand” omkring bøjerne efter 350m. Det var fint! På vejen ind mod stranden valgte den forreste at svømme meget skævt, nærmest 90 graders vinkel skævt på det sted, hvor vi skulle ind. Jeg tænkte, at det da var helt galt og prøvede derfor at svømme en mere direkte og lige vej mod stranden. Det skulle jeg ikke have gjort. Det betød, at jeg blev sat lidt af og kom meget mere i kamp med nogle af de andre svømmere, som kom bagfra, og havde svært ved at svømme ordentligt. Jeg kom op af vandet som ca. 20’er efter første omgang, noget værre møg! Jeg fik svømmet mig nogle pladser op i løbet af de næste 750m, men en rigtig god svømning blev det aldrig.

Ud af vandet var der ca. 400m op til skiftezonen, løb i bare tæer på asfalt, ikke noget min sarte fod bryder sig særligt meget om. En enkelt gang på vejen fik jeg et skub i ryggen af en pige, som jeg løb forbi, men desværre var der flere, som overhalede mig. Jeg kom ud på cyklen i slutningen af gruppen og måtte jagte de forreste. Jeg kørte så hårdt jeg kunne, og det lykkedes mig næsten af fange dem for foden af bakken, men så blev der rykket hårdt, og jeg måtte smage den samme medicin, som jeg selv er en ivrig tilhænger af at uddele. Jeg blev sat. Der var ikke noget at gøre. Jeg forsøgte at samarbejde med den næste gruppe, som efterhånden blev samlet, men de var ikke rigtigt villige til at arbejde, og det viste sig umuligt at hente første gruppe på 10 mand. Efter kort tid opgav jeg hvervet og bakkede af, da Danmark havde to andre atleter i første gruppe, nemlig Camilla og Helle, og så var det deres chance, deres dag og deres ræs. Jeg fik tilladelse til at rykke på bakken på 5. og 6. omgang (ud af 6), for at se om vi kunne ryste nogle af gruppen. Vi tabte nogle stykker undervejs i de 40 km, men mine ryk på bakken førte desværre ikke rigtigt til yderligere ”tabte”. Bakken var i øvrigt en 600 meters sag med ca. 5 % i snit. Med tilladelse fra Coach, trak jeg lidt mere på de sidste to omgange, men vi havde alligevel tabt ca. 1½ min., da vi stillede cyklerne.

Nu gjaldt det om at løbe! Min normalt svageste side, som denne dag viste sig at være min stærkeste. Jeg overhalede nogle stykker undervejs, blev overhalet af et par af dem igen, men jeg fik også indhentet tre stykker fra første gruppe. Og jeg viste at ”løbetræning” virker! Jeg løb en fin tid på 36:49, og ruten var endda 10.030m, så lige lidt for lang! Det har gjort en forskel at løbe ca. 3t frem for sølle 3×20 min. Det var virkelig dejligt!

Jeg endte som nummer 13. Et udmærket resultat, havde jeg formået at sidde med i første gruppe, var det måske blevet forbedret yderligere. Hvem ved? Det var i hvert fald mit bedste EM-resultat (tidligere nr. 19), så det var dejligt.

Helle blev en flot nr. 7, hendes bedste resultat, og Camilla endte med mavekramper på løbet og måtte desværre gå i mål. Til gengæld viste hun, at hun faktisk godt kan være med på den korte distance. Så nu må hun lige endnu en gang overveje, om kortdistance måske er noget for hende om et par år, når næste OL-kval starter.. Det var flot svømmet!

I dag, søndag, blev der kørt mixed-relays. Super kort og super intenst!! Vi stillede med Camilla, Kasper, Line og Andreas til sidst. Det var et rigtig sjovt ræs, som gjorde meget, meget ondt i benene allerede efter ca. 10 sekunders konkurrence, og helt utroligt ondt i brystet efter at depechen var blevet sendt videre. Desværre var både Camilla og jeg årsag til, at vi fik en penalty, 2x 10 sek. i straffeboksen til 4. manden pga. en smidt vandflaske og en badehætte, som lå ved siden af boksen. Øv, det var meget surt og ærgerligt for os alle sammen. Til gengæld endte vi på en flot 4. plads (uden straf havde vi været i kamp om 3. pladsen, undskyld Andreas!), og det synes jeg var flot for DK’s første mixed-relay, og tilmed med en junior på holdet. Flot kørt, Kasper! Dagens fighter pokal gik til Kasper for at kæmpe bravt mod seniorerne.

Status efter EM er dermed en 13. plads og en 4. plads. Og det er vist ikke så ring’..

Nu sidder vi i Tel Aviv lufthavn, hvor vi skal overnatte på en stol.. herligt! Sov godt!

Cykeltræningen er også gået fint, jeg har cykel en del kilomenter, og er også her ved at være klar til sæsonstart. Jeg har haft et par rigtigt gode pas de sidste par uger, og har jeg de rigtige ben på dagen, bliver det en positiv oplevelse.

Løbet er den del af triatlon, som har “drillet” mig mest de seneste par år. Særligt mine mange skader. Dog har jeg haft en stabil og god periode med kontinuerlig træning siden nytår. Derfor er jeg overbevist om at løbet, nok skal komme til at gå bedre end det har gjort tidligere. Jeg er i hvert fald gået fra 3×20 min let om ugen en stor del af 2011 til at løbe 2 fart-pas hver uge. Så trænigen er da gået i den rigtige retning.

Jeg skal nok opdatere lidt mere, når EM nærmer sig. Det kommer nok også et par ord vedrørende OL-kvalifikationen, som jo stadigt er mit vigtigst mål i løbet af foråret. Det ser fortsat fint ud! Mere herom senere.

Grønne bjerge! Guatapé, Colombia.

Vi ankom til hotellet kl. 01 onsdag nat. Vi havde derfor ikke noget særligt indtryk af området, da det var helt mærk og vi sad gemt i en minibus fyldt til randen med kufferter, cykler og mennesker. På begge sider af vejen, hvor hotellet lå, var der vand. Stævnestarten og dermed svømmedele af stævnet forgik i selve byen Guatapé ca. 10 min cykling derfra. Også der var vand. Da vi cyklede af sted for at prøve den meget udfordrende cykelrut, var der overraskede mange søer på begge sider af vejen. Så vi havde godt fornemmelsen af at der var en del vand i området. Grunden til dette er at colombianerne en gang i 1970’erene valgte at dette bjergrige område skulle udnyttes til at producere turbine-strøm. Derfor byggede de en dæmning og fyldte området op med vand. Så meget fik jeg læst mig til på wikipedia. Smart!

I går efter stævnet dog vi af sted mod en klippeknold, som lå på en bakketop ikke langt fra hotellet. Hver dag havde vi kigget på den fra vores balkon. En 200m høj sten midt i landskabet tilsyneladende med en række korssting op af siden, som en 4.klasses håndarbejdselev ikke kunne have gjort det bedre, og som viste sig at være en trappe.. Den drog vi i samlet flok op af, ca. 20 af stævnets atleter, og efter et stykke op af bakken og efterfølgende 645 trappetrin viste der sig den mest fantastisk udsigt over området. Det gik samtidigt op for os, hvor stort området i sig selv var. Vand så langt øjet rakte, og det var langt helt der oppe fra. Efter at have nydt udsigten og solens stråler var der bare turen ned igen tilbage. Det gav en anelse rystende ben!

El Penôn, 200m høj

Sol havde der ikke været hele dagen. Allerede fra onsdag havde vejrudsigten forudsagt at der ville komme et kraftigt regn- og tordenvejr ind over Guatapé natten til søndag. Vores stævne var sat til at starte kl. 7.05 søndag morgen. Det kunne skabe problemer. Ganske rigtigt. Allerede lørdag aften oplevede vi det helt store lyn-show. Men behøvede faktisk ikke rigtigt lyn indenfor, når der kom et lyn, så kraftige var de. Men tordenen virkede til at være et stykke væk. Da jeg vågende kl. 4 søndag morgen stod regnen ned i torve. Kl 5 da jeg havde spist og gjort klar til afgang regnede det endnu kraftigere. Og kl. 5.30 så det lige sådan ud. Men ud i regnen måtte jeg jo, så jeg kunne komme ned til stævneområdet og gøre min cykel klar og varme op. Heldigvis stillede arrangørerne busser til rådighed, og jeg var glad for den nyindkøbte regnjakke, som var kommet i kufferten i USA. Perfekt til lejligheden. Alligevel var vi sjask våde, da vi kom til athletes lounge. Flere steder løb 10-15cm dybe ”floder” nede af vejene. Så kan man alligevel godt forestille sig, hvordan det over årene er lykkedes at fylde området med vand.

Når det regner sådan opstår der hurtigt spørgsmål til ruten, stævnet og hele arrangementet, kører vi efter den oprindelige plan? På briefingen var det også blevet annonceret at vandet var 21, så det ville blive svømning uden våddragt. Den afgørelse træffes dog først endeligt på dagen én time før start. Dermed kl. 6.05 blev det meddelt at temperaturen nu var 19,5 gr i vandet og 14 grader i luften. Altså svømning med våddragt. Ikke nogen ulempe for mig. Så var det bare med at få stillet cyklen i skiftezonen, dækket løbeskoene med en plasticpose og ellers gøre klar til opvarmning. Kl. 6.20 spurgte jeg den ene af stævnedommerne om svømningen blev med våddragt og om vi startede til tiden som planlagt. Han svarede JA til begge dele. Våddragten kom på og jeg gik ned til svømmestarten og hoppede i vandet. Kl. 6.45, da vi skulle op og gøre klar til line up, blev det pludseligt meddelt at starten var udskudt. Ikke hvor meget – bare at den var udskudt. Alle samledes i teltet ved athletes lounge og ventede på yderligere information. Det var meget fustrende at være 100 % klar til start og at den så blev aflæst med så kort varsel. Jeg var også gal over, at jeg allerede havde været i vandet og derfor nu stod i en våd og kold våddragt. De kunne godt have været lidt mere meddelsomme og gerne lidt tidligere. Vejret havde jo trods alt været ret ekstremt hele morgenen, så det kom jo ikke som nogen overraskelse. 10 min senere fik vi besked om, at der ville komme en afgørelse om 5 min, starten ville blive kl. 7.30 eller kl. 8. Vente, vente.. Så fik vi lige pludseligt beskeden om at der i løbet af natten havde været mudder/jordsked ud på ruten, således at den sidste halvdel af cykelruten nu ikke var brugbar. Hmmm.. Gad vise om de først havde opdaget det kl. 6.45, det håber jeg så sandeligt ikke! Øvrigt havde de haft nøjagtigt samme problem tidligere, da de havde afholdt en Pam American Cup. Surprise..! Men resultatet af ventetiden blev, at vi kl. 7.05 blev meddelt at starten gik kl. 8 og af stævnet blev afholdt på sprintdistancen!! Hvorfor vi pludseligt ikke længere kunne køre på den fulde distance er stadigt en gåde; vi havde den oprindelige 750m svømmerunde, en fin (noget mere flad) cykelruten på nu 5km og den samme løberute. Jeg kan sagtens få en kombination af disse tre ting til at give en fuld OL-distance. Jeg er 100 % sikker på at denne eneste årsag til dette var Colombiansk TV. Og seriøst, hvem i alverden ser alligevel triatlon fra kl. 7-9 søndag morgen på TV i Columbia??

Men starten gik kl. 8. Distancen var 750 m svømning + 20km cykling + 5 km løb. Jeg var først ude ved første bøje og rundede anden bøje samtidigt med en anden atlet. På vejen ind mod land kom jeg lidt ud af kurs og kom til at lide lidt af ilt-gæld i benene, så jeg smuttede ind på ben og håbende at få lidt mere liv i benene inden vi skulle op på land. Der var første forhindring en 50 m / 20 % bakke, som vi skulle løbe / kravle op ad. Det gik også fint. Der var langt op til T1, op af bakken, hen af en vej med brosten (ikke sagen for min fod) og hele vejen forbi skiftezonen for at kunne løbe ind i den anden ende, tiden sagde 2.45, og det føltes også som evigheder. Men jeg var først ude af T1. På med skoene og så kørte jeg. Jeg havde lavet en lidt anden taktik en Tongyeong. Jeg ville vente på, at vi fik samlet en gruppe, som kunne arbejde sammen. Det lykkedes da også efter ca. 2km. En gruppe på 7 mand indhentede mig. Perfekt. Ved vendepunktet kunne vi se en anden gruppe på 10-15 mand som ikke var langt efter. Jeg arbejde virkeligt for at de ikke skulle hente os. Det er altid nemmere at være den, som jagter, end at være den, som bliver jagtet. Men det lykkedes at holde det samme 20 sekunders forspring hele vejen ind til T2. Desværre vidste jeg jo godt at 20 sekunder ikke var meget. Og sandsynligvis ikke nok til at undgå at blive hentet bagfra. Samtidigt havde jeg måske arbejde lidt for meget. Det er altid en svær afgørelse. På en anden dag ville jeg måske også have løbet hurtigere, men ikke denne dag. Jeg havde haft problemer med maven hele morgenen, og det blev værre på løbet. Måske blandingen af nervøsitet, koffein, kulde og morgenens forvirring havde sat sit præg. Jeg ved det ikke helt. På løbet blev jeg hentet at nogle stykker fra gruppen bagved, men overhalede samtidigt et par stykker fra min egen gruppe, således at jeg endte på 12. pladsen. Det var en hæderlig indsats og gode point til OL-ranglisten, hvor jeg lige pt. har plads nr. 42 på kvalifikationslisten. Da der er 55 pladser, betyder det, at jeg er rykket et stykke fra bunden, og det er dejligt.

Den næste tid kommer til at stå på en uge uden træning og et par uger med mere lystbetonet træning. Derefter starter forberedelserne til næste sæson. Det kan virke som en meget kort pause i en sæson, som startede d. 27. marts og blev afsluttet i weekenden, d. 6.11. Men næste år kommer til at blive et lige så travlt år, og den mængde basetræning, som jeg har mulighed for at lægge her henover vinteren, vil helt sikkert komme mig til gode hen over sommeren også. Sæsonen starter ligeledes op igen allerede i slutningen af marts, og der er jo lige pludseligt ikke længe til. Men nu står den først og fremmest på træningsfri og arbejde.

Arizona Snowbowl

Dagens træning her i Flagstaff bestod at morgensvømning; 4500m på langbane sammen med Flagstaff’s Masters Swim Team. De har været helt utroligt søde, og vi har fået lov til at få vores egen Fast Lane. “Vi” vil sige den lille gruppe af ITU-atleter, som har befundet sig her i Flagstaff de sidste 1-2 uger. Derefter stod den på bagels og kaffe, (hvis man er til den slags) på Pay N’ Take, som er gruppens faste samlingssted, en hyggelig lille cafe i down town Flagstaff. Det gav også mulighed for endnu en gang at takke de lokale for den flote modtagelse vi har fået her.

Klokken 10 var vi klar til at cykle en tur op til byens skisportsresort, “Arizona Snowbowl”, som ligger i 2800 meters højde. Det betød en stigning, som tog ca. 40 min at køre opad, når man som jeg kørte op i et relativt roligt tempo. Det blev til en tur på knap 2 timer og en flot udsigt fra toppen. Som det sidste i dag havde jeg 20 min løb, da vi kom hjem fra cyklingen. Det var jo hurtigt overstået og så var det bare om at få cyklen og kufferten pakket, så jeg er klar til afgang i morgen kl. 04.30. Godt at vi ar været vant til at stå tidligt op de fleste dage.

For et par dage siden havde vi mulighed for at køre en tur til the Grand Canyon. Det var en fin oplevelse, som man kan se nedenfor. The Grand Canyon er et “must see”, hvis man er i området!

The Grand Canyon

Alt postyret skyldes, at årets sidste stævne foregår i Guatapé, Columbia, som ligger i 1600m højde. Hvis jeg ankom direkte fra Danmark ville mine arbejdende muskler ikke føle, at der var ilt nok i luften -og dermed nok ilt ude i kroppen- til at de kunne yde, som de plejer. Men kroppen er heldigvis så fantastisk indrettet, at den kan tilvænne sig til de mest utrolige ting. Også at luften pludseligt kun indeholder 70 % af den sædvanlige mængde ilt. Tilvænningen kræver bare tid. Derfor har vi planlagt, at jeg befinder mig i højden de sidste 2 uger optil stævnet. Dermed skulle kroppen have mulighed for at producere en mængde nye røde blodceller. Og det er jo som bekendt dem, der transportere ilten rundt i kroppen.

Efter en uge heroppe føler jeg allerede, at min krop er ved at have vænnet sig til den tynde luft. De første par dage var hårde. Jeg var træt både efter den lange rejse, tidsforskellen og den tynde luft. Heldigvis har jeg haft rig mulighed for at slappe af og jeg føler mig rimeligt ovenpå allerede. I lørdags var en hård træningsdag, men det gik rigtig godt, og jeg havde god fart på i alle tre discipliner. Så det er da betryggende! Og dog ved jeg stadigt ikke, hvordan jeg kommer til at reagere på at skulle køre stævne under sådanne forhold, det er trods alt 2 timer tæt på max. Det bliver spændende at se.

I fredags havde vi hviledag med kun core-træning og svømning på programmet. Det betød, at vi havde mulighed for at komme lidt på seightseeing, og vi dog derfor afsted mod “the Grand Canyon,” som ligger kun 1½t kørsel frs Flagstaff. Alle der kommer til denne del af USA bør tage en tur til Grand Canyon. Det er bare så storslået og så overvældende! Og helt utroligt, hvad naturen har skabt igennem millioner af år. The Grand Canyon er en 1400m dyb og endnu bredere kløft, hvor Colorado River løber i bunden. Klippevæggene består af en række forskellige lag i forskellige farver, som er skabt gennem tiderne. Det er virkeligt flot!

Om få dage går turen videre til Columbia, hvor vi skal se lidt nærmere på området, ruten og forholdene. Det er første gang, at de afholder Wolrd Cup i dette område, så vi må håbe at organisationen er på plads! Det får vi at se..

Svømningen var med våddragt, og det betød “fuld fart frem.” På en eller anden måde er jeg blevet virkelig god til at svømme med våddragt. Normalt er det ellers noget, som de fleste lidt dårligere svømme godt kan li’, fordi det hjælper dem med at holde kroppen mere lige, det giver  stabilt omkring core. Men for mig er det også super effektivt, jeg kommer til at ligge højt i vandet og behøver ikke bruge benene helt så meget. Det stiller samtidigt spørgsmålet, om jeg mon mangler syrke i og omkring core? Måske et område at arbejde på til vinter..  

Svømningen bestod af to omgange af 750m; efter første omgang havde jeg et hul på ca. 10 sek og efter endnu en omgang var hullet øget til ca. 20 sek. Og vel og mærker til nogle af top 10-svømmerne i ITU-sammenhæng. Igennem skiftet og ud på cyklen. Målet var at se, om atleterne i første gruppe lod mig køre? Det er jo kendt, at jeg ikke løber helt så hurtigt, som en afrikansk gazelle, så der var et lille håb, da flere af dem med rimelig sikkerhed ville kunne hente mig, selvom jeg fik lidt hul på cyklen.

Men desværre, det lykkedes ikke. Jeg fik ca. 14 km alene, men blev derefter hentet af en gruppe på ca. 15 atleter. Jeg havde ikke benene til at køre alene, men det kræver vist også en dag lidt ud over det sædvanlige. Til gengæld fik jeg lov/mulighed/følte mig nødsaget til at arbejde en del på cyklen og gjorde min del til, at vi ikke blev hentet bagfra af næste gruppe. De hentede dog lidt ind på os til sidst, og vi endte med at have et forspring på kun 48 sek. Det betød, at jeg potentielt kunne blive hentet bagfra.

Foto: Das Büro for Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark.

Jeg prøvede at give rimelig god gas fra starten. Dels for at give det en chance og se hvad benene kunne, men også for måske at demotivere bagfra kommende til at opgive forsøget på at hente mig. Det gik egentligt også meget godt de første 5 km, men så blev det lidt tungt, jeg blev lidt træt og det gik noget langsommere. Måske er det min manglende løbetræning eller også havde min indsats på cyklen bare gjort at kræfterne var brugt. Det er ikke godt at vide, men sikkert er det, at jeg fik 229 point mere til OL-ranglisten, og det var “ik så ring.”

Vil man vide mere om OL, kvalifikationen, den danske OL-bruttotrup og meget mere, så er der mulighed på den nye hjemmeside www.ol.dk, hvor man kan finde oplysninger om alt, hvad der er værd at vide om OL i London. Det er også her dette billede er fra. Billederne er taget af fotograferne fra firmaet Das Büro; måske værd at huske, hvis nogle af jer derude skulle få brug for “sports”-billeder en anden gang.

Det håber jeg også, der bliver i morgen. I dag har det regnet det meste af dagen, så der er kommet en del regn alt i alt, og der har kun været omkring 15 grader i luften. Om det fortsætter med samme vejrtype i morgen er ikke godt at vide? Vandet blev målt til 20,8 grader i går, men med alt det regn og den dalende temperatur, kunne svømningen godt blive med våddragt. Normalt er grænsen ved 20 grader, men der kan gives tilladelse, hvis lufttemperaturen er lav. Først en time før start ved vi, hvordan tingene står. Vi svømmer lige midt i Tongyeong havn, og det er bare aldrig helt så lækkert at svømme i en havn, men med våddragten på hjælper det på en eller anden måse lidt.. 

Cykelruten er lidt anderledes i og med at hver omgang er 8 km, og vi dermed kun skal køre 5 omgang i forhold til de normale 8 omgange. Ellers er der ikke meget andet at sige om ruten, ud/hjem med tre stigninger, heraf den ene rimeligt stejl, to sving og en 180 graders vending. Total 39,8 km. Løbet er på en rundstrækning langs havnen, en del af det er på en cykelsti, der er belagt med noget, som minder en del om en løbebane. Det bliver meget rart at løbe på, tror jeg.. (selvom løbet egentligt aldrig er særligt rart.. hmm, så efter omstændighederne; meget rart).

Jeg håber at få lidt flere point til OL-ranglisten. Jeg er faktisk røget ud af ranglisten siden sidste uge, selvom jeg fik knap 200 point. Det må der rettes op på.. OL-ranglisten kan i øvrigt findes på triathlon.org under results –> ITU point list –> gå til toppen af siden. Det er også på Triathlon.org, at dette stævne følges samt at resultaterne kan findes senere hen.

Men det var jo triatlon, jeg skulle lave i den varme Og det gik egentligt meget godt. Jeg ville gerne have været i top 10, men det blev til en 13. plads. Vi skulle have svømmet hurtigere for at sætte nogle flere af første gruppe. Der blev bare ikke svømmet så hurtigt. Jeg tror, det skyldes en ubevidst frygt for hvad resten af dagens triatlon havde at byde på. Derfor blev der holdt lidt igen fra starten. Det betød, at vi kom ca. 18 piger med ud i første gruppe –også nogle piger, som normalt ikke er med i første gruppe, og som også helst skulle være lidt bagude (dvs. de løber hurtigt). Uheldigvis skete det frygtelige, at en motorcykel ikke kom langt nok ind til siden, da den pludseligt stoppede. Det resulterede i, at et par piger var nede og bide i asfalten. Heldigvis for mig var jeg forrest i gruppen og i venstre siden, så det gik ikke ud over mig denne gang. 7-9-13.. Det reducerede tidligt gruppen til 14 mand.

Jeg kunne lige som godt se på gruppen (af dem jeg på noget tidspunkt så foran mig, og det er jo ikke nødvendigvis alle..), at jeg nok var den langsomste løber. Derfor måtte jeg prøve et eller andet. Jeg kørte derfor hårdt op af bakken på både første og anden omgang, for at se om vi kunne tabe et par stykker. Det skete ikke rigtigt. Derefter besluttede jeg, at jeg måtte prøve at rykke på et tidspunkt. 6. omgang op af bakken ville nok være et godt tidspunkt. En omgang inden der var ”bike prime” og hverken for kort til at det var umuligt at vinde sekunder eller for langt til, at det ville være umuligt at holde hjem, hvis bare der kom et par stykker med mig. ”Bakken” blev ved briefingen bare nævnt som ”the hill is back”. Ingen yderligere kommentarer. Men den var led, ikke frygtelig lang, måske 250m, men derimod frygtelig stejl. Og så lige det faktum, at den skulle passeres 8 gange. Der var faktisk 4 bakker på hver omgang, plus at det ene vendepunkt også lå på en lille bakke, så bakker var der så rigeligt. Ifølge min cykelcomputer havde vi sølle 31km/t i gennemsnit og det tog altså 1t17min at køre de nøjagtige 40,4 km. Til gengæld var max-farten ned af bakken på 74,8 km/t. Det siger lidt om, hvor stejl den faktisk var! Udover det var det noget frygteligt asfalt. Der var huller og ujævnheder alle vejne, hvilket også gjorde det endnu svære at køre bare nogenlunde hurtigt.

Men tilbage til min lille mission. Den lykkedes egentligt meget godt, jeg gav gas op af bakken og fik også et forspring, som blev øget lidt og lidt. Jeg havde måske 20-25 sekunder ved skiftezonen en halv omgang senere. Da vi havde kørt en omgang og halvt op af bakken, var de andre tilbage lige i røven på mig. Og jeg var træt, så var bakken pludselig ikke særlig sjov. Jeg havde ikke det, der skulle til for at køre selv i dag, og der var ingen andre, som havde lyst, ben eller mod til at rykke med mig. Ærgerligt! Men jeg prøvede da.

Så måtte vi jo løbe om det. Det gode ved min lille mission var, at vi pludseligt havde fået øget forspringet til anden gruppe betragteligt. Jeg ved ikke, hvor meget tid, vi havde, for der var ikke meget info fra nogen på ruten. Underligt nok for der var alligevel en del trænere! Men positivt var det da, og jeg håbede at ikke alt for mange ville nå op til mig dernede fra.

Løbet var bare frygteligt fra starten, varmt, varmt, varmt! Og tunge, tunge, tunge ben.. Men igennem kom jeg, og jeg undgik næsten at blive overhalet. Først ved 9,7 km kom en lille spanier susende forbi. Ikke rigtigt noget jeg kunne gøre. Hun slog i øvrigt også den lokale mexicanske helt med 30 cm på målstregen. Mexicaneren skulle ikke have ladet sig hylde. Tilskuerne heppede vist så meget, at hun ikke hørte, at der kom en lynhurtig spanier stormende bagfra. Det var faktisk synd, synes jeg!

Sjældent har jeg kørt er ræs, der var så hårdt.. Så overvejer det lige næste gang inden jeg vælger Huatulco World Cup. Men det gav mig heldigvis lidt point til ranglisten. Forhåbentligt fik ikke alt for mange af mine konkurrenter nede i bunden af OL-ranglisten også point. Men det kan jeg tjekke i morgen, når listen er opdateret.

Jeg er nu på vej mod Tongyeong, Korea til endnu et World Cup. Og det er allerede nu på lørdag d. 15.10. Jeg rejser fra Mexico søndag eftermiddag og lander i Korea onsdag middag. Lang tid!!

Over and out..

Problemerne kan opstå, når man -som jeg- har været skadet i efterhånden laaang tid og derfor har måttet trække mig fra en række stævner og samtidigt har haft svært ved at præstere så godt, som ellers burde være muligt. Både pga. årsager relateret til skader, men også af mere uheldige udstyrsrelaterede årsager. F.eks. har jeg to gange i år haft cykeldefekt, så jeg har måttet udgå. Det er bare brandærgerligt, men ikke noget jeg kan gøre så meget ved. Det sker indimellem!

Så til spørgsmålet: “Skal du med til OL i London”, må jeg stadigt svare, at det ved jeg endnu ikke, intet er afgjort før 31. maj 2012, men at det kræver, at det går lidt bedre resten af året og til næste forår, end det har gjort i den seneste tid. Og det kan jeg jo så kun håbe på! Dog har jeg stadigt den 53. nationsplads hos kvinderne, så jeg er med endnu – på trods af alt..

Sådan et år med mere modgang end medgang tager hårdt på alting, fysisk og metalt, så det kan være nødvendigt med andre ting i livet til at opveje “triathlon”. Det har jeg heldigvis også haft både i form at min familie og mit arbejde. Der har jeg lagt en del energi og kræfter. Jeg har haft rigeligt at se til. Måske til tider også for meget.

For livet er hele tiden en balancegang, og det kan være svært at dosere alting lige præcist tilpas. Det har jeg oplevet her hen over sommeren, hvor jeg samtidigt med min skade i foden har været træt. Ikke søvning, men bare TRÆT. Helt ude af stand til at træne noget som helst kvalitet i dage, uger. Lang tid. Jeg er overbevist om, at det er et fysisk problem, en tilstand, som er opstået pga. sammenfald mellem en lang række faktorer i mit liv, fysiske og mentale. Men som tilsammen har gjort, at jeg ikke har fået doseret korrekt. Og resultater er blevet sådan, at det ikke lige er til at rette op på igen. Over night..

Jeg føler, at jeg efterhånden er ved at være nogenlunde på højkant igen. Jeg er endnu ikke den samme som tidligere, ikke samme form og ikke samme gejst, men jeg håber det når, at komme tilbage igen inden OL-kvalifikationen slutter, så jeg kan få den plads til OL, som jeg mener bør være min. 

Vi ses derude. Huatulco er første skridt på vejen.