For de interesserede er det muligt at se et billede af min fod, som blev taget i går, d. 2.9 af Anne J på OUH (Tak Anne). Det er altså i alt 6 uger og 4 dage efter ræset i Hamborg, hvor jeg var så uheldig at den brækkede. Jeg håber stadigt, at jeg kan nå at blive klar til årets sidste to stævner i World Cup-serien; men det er endnu usikkert. Team-Danmarklægen Morten Storegaard skal kigge på røntgenbillederne i dag og derudfra vurdere, hvordan det står til med helingsprocessen. Forhåbentligt kan jeg snart får lov til at løbe/jogge en lille smule. I denne weekend er der jo også kun 5 uger til det første “planlagte stævne” i Mexico, så det er ikke lang tid at blive klar på. Jeg må vurdere hen ad vejen, om jeg tror, det er realistisk, at jeg kan blive klar til det.

I den kommende weekend har jeg meldt mig til Ringe Triathlon, et stævne i lokalområdet med en fin lang tradition for gode triathlonarragementer og et fint stævne at deltage i, hvis man vil prøve triathlon, evt. for første gang. Derfor tænkte jeg, at det kunne være en god mulighed for et “prøve” triathlon igen for mit vedkommende. Om jeg kommer helt i mål er ikke sikkert; men det er min plan at gå de sidste 4,4 km. Så er jeg med igen, og jeg kan få lidt sved på panden i både svømning og cykling.

Vi ses derude!

Så er det på tide, jeg får skrevet et indlæg til min blog, således at I kan følge med i, hvad der foregår. 

Så kommer der lige en up-date over den sidste tid. Jeg starter bagfra.

Det er gået en del både op og ned, men sådan er elitesport jo for det meste og for de fleste. Der er gode perioder, hvor alting er let og der sker masser af fremskridt, og så er der perioder, hvor tingene ikke kommer helt så let, hvor der skal arbejdes lige en tand hårdere, og hvor den mentale styrke udfordres yderligere. Men det er disse perioder, der i sidste ende er med til at styrke os som atleter og udvikle os som mennesker.

Jeg har efter VM-seriestævnet i Hamborg d. 18.7 fået konstateret et træthedsbrud i 2. metatarsalknogle (mellelmfodsknogle, den lige bag tåen) i højre fod. Det betyder ca. 6-ugers løbepause og i øjeblikket også pause fra både cykling og svømning. Dog regner jeg med at kunne begynde svømning igen snart og forhåbentligt inden så længe også komme en tur på cyklen. Træthedsbruddet betyder selvfølgeligt aflysning af de sidste to stævner i vm-serien for mit vedkommende. Det er ærgerligt, nu da OL-kvalifikationsperioden er blevet skudt i gang, og jeg samtidigt var kommet til at ligge rigtigt godt på ranglisten (nr. ca 30).

Selve stævnet i Hamborg var rigtigt fedt. Det er verdens største triathlonstævne med over 10.000 deltagere i alle aldersklasser og på alle niveauer. Ruterne for både svømning, cykling og løb var for eliten placeret midt i Hamborgs centrum, og det gav super muligheder for tilskuere for både at heppe og følge med i løbet. Der var da også en helt fantastisk stemning, som gav løbet en ekstra dimension. Min svømning var fra starten ikke særlig god. Lige inden starten havde jeg fået nogle kæmpe splinter i begge fødder fra den bro vi skulle løbe ud over under præsentationen, vi snakker ca 5-7 cm lange! Selvom jeg havde fået nogle folk til at hjælpe mig med at trække dem ud igen, sad der stadigt noget tilbage da jeg stod på pontongen. Jeg fik dog selv pillet det sidste stykke træ ud af foden måske 20 sek før start. Så det hele blev lidt hektisk. Lige efter starten blev jeg svømmet ned af bla. Liz Blatchford og blev trukket en del tilbage, og ude ved første bøje fik jeg en masse tæsk, blev trukket flere meter bagud og mistede mange placeringer. Det var noget møg! Resten af svømningen blev en kamp for at komme længere op i feltet, og det lykkedes da også til dels, men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var helt på toppen. Jeg tror, jeg kom op af vandet som nr. 15-20, og endte for en sjælden gangs skyld i anden gruppe på cyklen. Til gengæld lagde jeg, Andrea Hewit og Katrin Müller en kæmpeindsats for at køre gruppen foran ind. De lå 15-20 sekunder foran; vi kunne hele tiden se dem, men de var svære at hente. Det lykkedes på 3. omgang, og det var en lettelse, selvom vi nu var en rimelig stor gruppe samlet. Resten af cyklingen gjorde jeg ikke meget væsen af mig, og jeg var klar til at løbe, da vi kom ind i T2. Jeg havde besluttet mig for at løbe mit eget tempo fra starten og ikke løbe for hurtigt ud den første omgang. Så var det bedre at have lidt tilbage til sidst. Det gik helt efter planen; allerede på anden omgang kunne jeg se, at jeg begyndte at hente lidt ind på nogle af dem foran. Jeg fik da også overhalet et par stykker, tilmed Daniella Ryf ved godt 7 km. Det blev desværre en kort fornøjelse, for selvom jeg havde haft ca. 20 m forspring til hende, gik min fod jo som sagt i stykker, og jeg kunne ikke forsætte i samme tempo. Jeg besluttede mig trods alt for at løbe færdigt, for jeg var godt klar over, at jeg nok havde fået træthedsbrud og dermed havde udsigt til en længere pause.. Så kunne jeg ligeså godt tage de OL-point med oveni.

I starten af juli måned deltog jeg i Europæiske Mesterskaber i kort triathlon. Stævnet foregik i Athlone i Irland, og jeg havde hele familien med som heppere og hjælpere før, under og efter stævnet. Samtidigt havde vi i familien en mulighed for nogle dage sammen i løbet af sommeren, på trods af vores travle kalendere – det var dejligt. Resultatmæssigt havde jeg ikke de helt store forventninger til stævnet, da jeg stadigt havde store problemer med hoften. Den var dog i bedring, men jeg havde kun løbetrænet nogle få korte ture af 20-30 min i ugerne op til, så jeg frygtede at formen var på vej nedad. Til gengæld havde jeg ved DM vist et rigtig godt svømmeniveau, og var derfor ikke bekymret for min svømning, der ligesom til DM var i våddragt. Det viste sig da også, at jeg på dagen havde en bedre svømning end de andre i feltet, og jeg kom alene op af vandet med et forspring på 30 sekunder ned til de næste. Ud på cyklingen prøvede jeg at holde et højt tempo, men måtte på tredje omgang sande, at jeg blev indhentet af en forfølgergruppe. Det var nu også forventet, og jeg havde samtidigt fået mine ”15 minutes of fame.”  Løberuten var noget nær den hårdeste rute, jeg har set til et triathlonstævne. Tre bakker på hver omgang (dog ikke alle lige stejle), men hårdt var det, og jeg blev også noget træt undervejs. Måske lidt mere løb i træningen ville have givet mig en bedre base, eller også var det bare ikke lige min bedste ”løbedag”. Jeg endte på 19. pladsen, hvilket tilsyneladende i dansk triathlon er blevet stemplet som et ”dårligt” resultat, men jeg synes faktisk, at det var rigtigt fint, både hoften, ruten og udviklingen af løbet taget i betragtning.  Om søndagen havde vi en helt fantastisk dag ved den irske vestkyst med storm, hav, får, sten-diger og en omgang irsk ”fish and chips”.

Det positive er, at jeg ikke længere har ondt i hoften, og at jeg samtidigt får mulighed for at give både foden og hoften ro, så de begge kan komme helt ovenpå igen. Og så har jeg virkelig fået blod på tanden for at flytte mit løbeniveau endnu et hak opad, så jeg i 2011 ikke behøver lade de andre i 1. gruppe stikke af, når vi stiller cyklen.

DM i Guldborsund, Michelle, Line, Line

I sidste weekend var det tid for årets Danske mesterskaber på OL-distancen. Jeg havde besluttet at stille op på trods af vedvarende hoftesmerter, dels for min egen skyld, dels for forhåbentligt, at kunne vinde holdguld til OTK sammen med Michelle og Åsa. Smerterne er dog i kraftigt aftag efter behandling med en metode kaldet ”Dry needling”, som foretages af en kiropraktor. Det har været helt fantastisk effektivt, men mangler lige at fjerne den sidste smerte, der sidder tilbage i hoftebøjeren.

Der var lagt op til en –for dansk kvindetriathlon- spændende dyst i og med at både Helle og jeg selv var på startlisten. Planen fra min side var at svømme så hurtigt jeg kunne, for på den måde at få så stort et forspring som muligt, og derefter træde alt hvad jeg kunne i pedalerne. På den måde håbede jeg at kunne skaffe mig et afgørende hul inden løbet.

Efter svømningen var jeg først oppe af vandet med et hul på 1.15 ned til Anne-Sofie og Helle. Det var perfekt. Desværre endte det sådan, at Helle udgik med en punktering i starten af cyklingen, så dette års danske mesterskab blev aldrig helt den ”kamp,” som man ellers kunne have håbet på. Jeg vandt yderligere et par minutter ned til Michelle og Camilla Pedersen på cyklingen, således at jeg havde 4 min. forspring ud på løbet. Og det er jo en dejlig situation at være i!

Dermed kom mit første danske mesterskab på OL-distancen i hus og OTK pigerne blev samtidigt danske mestre for hold, da Michelle kom ind på en flot 2. plads og Åsa sluttede som nr. 7. Ligeledes blev det til Guld i Ungdom til Ditte, en 4. plads til Emil i herre-elite og mange andre OTK-medaljer.

Lige nu er vi netop ankommet til Irland, hvor der i denne weekend afholdes EM på OL-distance triathlon. Både Helle og jeg stiller til start, og vi håber begge at kunne gøre det godt i det ellers skrappe felt. Stort set ALLE kommer til start, så resultaterne kommer i høj grad til at afhænge af, hvordan løbet udvikler sig. Vi ved på forhånd at svømningen bliver med våddragt, og at der er en lille bakke på cykelruten. Resten kigger vi nærmere på de næste dage inden starten går på lørdag kl. 15.30 lokal tid (-1t). Heldigvis kommer hele min familie og hepper på mig, så det glæder jeg mig til. Det bliver dejligt at have dem omkring mig, som støtte og support i stedet for som vanligt via internet, telefon og sms.

En 15. plads til året Hy-Vee triatlon er jeg bestemt tilfreds med set i forhold til, hvordan ræset udviklede sig. Havde det været muligt at komme væk med en gruppe af hurtige svømmere, havde det måske været anderledes. Men sådan gik det ikke. I stedet kom ca. 20 piger op af vandet mere eller mindre samtidigt efter en rigtigt hård og svær svømning, og vi endte med at sidde sammen i en stor gruppe på cyklingen. Igen blev cykeldelen overflødiggjort, mens det hele skulle afgøres på de afsluttende 10 km løb. Det er så ærgerligt, når det ender sådan. På løbet formåede jeg trods alt at løbe noget bedre end i Madrid og en tid på 37:57 uden løbetræning i 4 uger, er jeg ganske godt tilfreds med. Selvom der var en super høj fugtighed på omkring 90 %, var det lige knapt så varmt som de foregående dage, og det passede mig fint. Samtidigt slap vi for de voldsomme byger, som også havde hærget og givet anledning til oversvømmelser flere steder i Iowa og aflysning af børnetri dagen før.
Jeg har bestemt ikke haft de bedste forberedelser op til dette års Hy-Vee triatlon. Jeg har haft mange smerter i hoften og ned i benet gennem en længere periode. Det viste sig også, da jeg efter stævnet blev tilset og behandlet af en amerikansk kiropraktor, at min ryg og min hofte -ifølge ham- er helt skæve, benene ikke lige lange og samtlige muskler i højre side af kroppen fra navlen og ned til knæene er fuldstændigt spændte. Så det kommer sikkert til at tage et stykke tid inden, der er rettet helt op på det igen. Genoptræning, aktivering af musklerne og udstrækning skulle kunne hjælpe over tid. Men måske lidt magi og gode tanker kan gøre en del også..?

Jeg sidder tilbage med følelsen af et halvdårligt resultat; men hvis jeg tænker lidt nærmere over det, må jeg alligevel være tilfreds med lørdagens 32. plads i 3. afdeling af VM-serien.

Selve stævnet bar præg af, at det faktisk var ottende år i træk, at Madrid var vært for enten World Cuppen eller et VM-seriestævne; alting kørte bare som det skulle. Da stævnet forgik i en park centralt i Madrid var der ingen biler og bare masser af tilskuere. Ruterne var tilmed rigtigt fine; 2×750m svømning i en 26 grader varm (grøn)sø; 8 omgange cykling på en 5km rundtrækning med en 400m 12%’s stigning, som faktisk fortsatte ca. 1 km i alt, en nedkørsel og et fladt stykke til sidst; samt fire omgange løb, hvor man på del af runden kunne løbe i skygge af træerne. Det sidste var tiltrængt for mig, da der var 34 grader varmt, og jeg har det bedst, når det er 20 grader.
Desværre blev slutresultatet ikke helt så godt som ventet, og løbedelen var under det niveau, jeg ellers har vist i år både til træningen og i konkurrence. Tre ugers tid uden løbetræning har alligevel sat sine spor, både fysisk og mentalt; men jeg er efterhånden ved at være smertefri, og så er det bare i gang igen, så jeg kan komme tilbage, hvor jeg gerne vil være.
Men der er alligevel flere positive elementer, som jeg kan tage med mig videre. 1: jeg formår at placere mig og komme med rundt på svømningen lige der, hvor jeg gerne vil være. Jeg lå i tredje position hele vejen rundt på begge omgange, men snubler lige som vi skal ud af vandet. Jeg får dermed tre grimme hudafskrabninger på skinnebenene samt mister et par sekunder til de to forreste. 2: jeg formår at sidde med i første gruppe og præge cyklingen. Desuden formår jeg at holde mig blandt de allerforreste stort set hele vejen rundt, så jeg har mulighed for at køre med i udbrud og mindsker risikoen for at blive involveret i styrt. 3: desuden har jeg to rigtig fornuftige skifter, hvor jeg kommer ind/ud af skiftet uden fejl.
Så alt i alt ikke helt skidt alligevel.

Jeg blev nr. 7 til dagens Europa Cup efter at være kommet først op af vandet på en svømning i våddragt, som kun tog 14 min. Derefter først ud på cyklingen, ½-omgang alene, hvorefter ca. 7 piger kom op til mig. Da vi kørte gennem skiftezonen efter første omgang –en skiftezone, som bestod af mange sving på en smal vej- ramte jeg hjørnet af en container, der stak ud på vejen. Jeg blev nødt til at stoppe helt op, klikke ud af skoene og kom langt bagefter. Heldigvis lykkedes det mig at køre det tabte ind relativt hurtigt (der var ingen, som gad lave noget oppe foran), men det kostede lidt i benene. På femte omgang kom der en stor gruppe op nede bagfra, stadigt fordi der ikke var andre end mig og en irlænder, som gad arbejde for sagen.. Vi prøvede at rykke en del gange, det var bare svært at komme væk på en så flad og vanskelig rute. Og så gik hele feltet sådan set i stå. Ruten var dog så kringlet og fyldt med huller, vejbump og chikaner, at der var en fordel at sidde med i den forreste del; men det kostede måske også i den sidste ende. Jeg endte på syvende pladsen efter en udmærket løbetur på 10.3 km. Jeg må bare erkende, at jeg ikke er så hurtig, som de der små let-til-ben nips, som sad nede bagved i feltet og hyggede sig.. Men et okay resultat alt i alt.

Så er det tid til året første Europa Cup. Den foregår i Senec i det vestlige Slovakiet. For mange atleter er det året første stævne, og det virker som om en del bruger dette stævne som startskud på 2010-sæsonen. Heldigvis har jeg allerede været i ilden i Mexico, så debutnerverne er måske knap så store for mit vedkommende.

Svømningen kommer til at foregå i en sø, som ifølge stævnets officials er 19 grader, men nu nok nærmere er 16 grader. De 19 grader må være målt lige i vandkanten! Men det betyder, at svømningen kommer til at foregå med våddragt, og det bliver egentligt sjovt nok, for jeg har svømmet flere 400m nede omkring 4.30 til træning, så våddragt-svømning er nok efterhånden blevet lidt lettere for mig. Cyklingen foregår som 7 omgange på en runde, der har en del bump, vejchikaner, sving og andre ting, som meget let kan komme i vejen. Forhåbentligt kan jeg komme til at ligge i en ikke alt for stor gruppe, som vil gøre det lidt nemmere at komme ruten rundt. Løbet er bare lige ud og hjem –fire gange i alt.

Det bliver spændende at se, hvordan det hele kommer til at gå. Jeg har trænet en del de sidste uger og faktisk også i denne, og så har jeg jo også deltaget i DM i duathlon, som trak tænder ud, men jeg håber, at min krop efterhånden er rimelig frisk og bliver klar til at give den gas i morgen. Vi får se, seedningen er i hvert fald i orden.

I søndags blev der afholdt DM i duatlon i Støvring lige syd for Aalborg. Som forsvarende mester fra 2009 lå der et vist pres på mine skuldre. Det lykkedes mig at genvinde titlen som Danmarks bedste duatlet, og det er jeg både stolt og glad over.

Forud for løbet var jeg noget usikker på om det kunne lykkedesm mig at genvinde mesterskabet, for der var to meget stærke konkurrenter på startlisten, nemlig Joan Blaforss og Susanna Skylv. Joan Blaforss er en utrolig stærk løber, og for at slå hende ville det være nødvendigt at få slået et hul på cyklingen. Med Susanna Skylv var det lidt omvendt, for på træningslejren på Fuerteventura viste hun virkelig gode takter på cyklen. Derfor var det min taktik at hun ikke måtte slippe væk på cyklen, inden vi skulle ud på de sidste 5km løb.

Løbet udviklede sig dog lidt anderledes end planlagt, idet Susanna udgik tidligt på første løbetur, hvorefter Susanne Svendsen, Joan og jeg løb ind i skiftezonen næsten samtidigt efter de 11km. Jeg fik et relativt stort hul i skiftet og fyrede da også bare af sted de første 500m  Da jeg kiggede mig tilbage efter at have fået mine cykelsko på efter første sving, kunne jeg se, at det allerede var blevet til et hul på måske 200m. Jeg valgte taktikken om at prøve at stikke af sted fra spids. Den stod herfra på 44km enkeltstart, og jeg kunne stille cyklen med et forspring på ca. 4 min, og derefter kunne jeg løbe sejren hjem uden større problemer.

I mål var det fedt at se på herrernes ræs, hvor OTK dominerede. Indtil de sidste 2km så det ud som om, Mads Vittrup var urørlig i front; men Esben K fik på fornem vis hentet nogle gemte reserver frem og kunne til sidst løbe sejren i mål. Tillykke til både ham, Finn på 4. pladsen og til Jens, som sikrede holdet en sølvmedalje.

Dagens ræs endte med en helt forrygende tredje plads ved World Cup stævnet i Monterrey, Mexico. Det må betegnes som det hidtil bedste resultat i min relative korte triatlonkarriere. Svag svømning, stærk cykling og rigtigt godt løb blev kombineret til det fine resultat.

Jeg kom godt fra start i svømningen og lå faktisk helt i front efter 200m, men så kom amerikanske Piersol stormende ude til højre med en hale efter sig. Ved vendepunktet efter 400m, hvor vi skulle løbe en kort tur op over en rampe og springe i vandet igen, lå jeg som nummer tre. Desværre faldt jeg lidt ned gennem gruppen på vejen tilbage over de sidste 1100m, og jeg kom op af vandet som nr. 8, bagerst i en gruppe på 7 piger og ca. 40 sek efter Peirsol. Jeg havde rigtigt dårlige og tunge ben under hele svømningen (ligesom jeg havde det på træningslejren på Playitas), og jeg fik en del smæk af de piger, som lå ved siden af/ovenpå mig, og det var egentligt ikke en særlig god oplevelse.
Til gengæld kom jeg med gruppen ud på cyklingen og vi havde ca. 20 s ned til den næste gruppe. Jeg havde egentligt også en del syre i benene på cyklingen, men efter den første omgang kom der gang i dem, og jeg havde det relativt godt hele vejen rundt. Jeg tog rigtig mange føringer på alle otte omgange for overraskende nok, var folk ikke særligt villige til at arbejde på trods af, at vi havde en forfølgergruppe på 10-15 mand lige i hælene. Jeg prøvede at lave et enkelt ryk på 6 omgang, men jeg kom desværre ikke helt væk, selvom det faktisk blev til et rimeligt hul i første omgang. Til gengæld kørte jeg nemt først gennem skiftet på 7. omgang og fik den medfølgende bonus og kom også først ind i skiftet efter de 40km med ca. 30 sek til forfølgerne.
Jeg kom ud på løbet som nummer tre, overhalede én, blev overhalet af to, som jeg dog overhalede igen efter 2 km, og efter 6 km blev jeg passeret af japanske Ueda i høj fart. På den måde holdt jeg min placering hele vejen til mål og kunne løbe en sikker tredje plads hjem. Dejligt!
Resultatlisten kan findes på www.triathlon.org, men tiderne er tilsyneladende ikke helt korrekte. Der er rod i flere af både cykel- og løbetiderne. Det skulle dog være korrekt, at jeg løb hjem på 36:38 på en rute, som ganske præcist skulle være 10km, og det er jo en ganske god tid for mig og ny PR på 10km. Til gengæld skal der lægges ca. 1 min oveni løbetiderne for både nr. 1 og 2.