I går blev mit sidste stævne i denne sæson kørt. Som tidligere nævnt blev dette årets næst-sidste world cup-afdeling afholdt i Guatapé i Columbia. Et land som jeg ikke tidligere har besøgt og samtidigt ankomst til et helt nyt kontinent. Vi var faktisk usikre på om vi var under eller over ækvator, men det viste sig, at vi befandt os en ganske lille smule over.

Grønne bjerge! Guatapé, Colombia.

Vi ankom til hotellet kl. 01 onsdag nat. Vi havde derfor ikke noget særligt indtryk af området, da det var helt mærk og vi sad gemt i en minibus fyldt til randen med kufferter, cykler og mennesker. På begge sider af vejen, hvor hotellet lå, var der vand. Stævnestarten og dermed svømmedele af stævnet forgik i selve byen Guatapé ca. 10 min cykling derfra. Også der var vand. Da vi cyklede af sted for at prøve den meget udfordrende cykelrut, var der overraskede mange søer på begge sider af vejen. Så vi havde godt fornemmelsen af at der var en del vand i området. Grunden til dette er at colombianerne en gang i 1970’erene valgte at dette bjergrige område skulle udnyttes til at producere turbine-strøm. Derfor byggede de en dæmning og fyldte området op med vand. Så meget fik jeg læst mig til på wikipedia. Smart!

I går efter stævnet dog vi af sted mod en klippeknold, som lå på en bakketop ikke langt fra hotellet. Hver dag havde vi kigget på den fra vores balkon. En 200m høj sten midt i landskabet tilsyneladende med en række korssting op af siden, som en 4.klasses håndarbejdselev ikke kunne have gjort det bedre, og som viste sig at være en trappe.. Den drog vi i samlet flok op af, ca. 20 af stævnets atleter, og efter et stykke op af bakken og efterfølgende 645 trappetrin viste der sig den mest fantastisk udsigt over området. Det gik samtidigt op for os, hvor stort området i sig selv var. Vand så langt øjet rakte, og det var langt helt der oppe fra. Efter at have nydt udsigten og solens stråler var der bare turen ned igen tilbage. Det gav en anelse rystende ben!

El Penôn, 200m høj

Sol havde der ikke været hele dagen. Allerede fra onsdag havde vejrudsigten forudsagt at der ville komme et kraftigt regn- og tordenvejr ind over Guatapé natten til søndag. Vores stævne var sat til at starte kl. 7.05 søndag morgen. Det kunne skabe problemer. Ganske rigtigt. Allerede lørdag aften oplevede vi det helt store lyn-show. Men behøvede faktisk ikke rigtigt lyn indenfor, når der kom et lyn, så kraftige var de. Men tordenen virkede til at være et stykke væk. Da jeg vågende kl. 4 søndag morgen stod regnen ned i torve. Kl 5 da jeg havde spist og gjort klar til afgang regnede det endnu kraftigere. Og kl. 5.30 så det lige sådan ud. Men ud i regnen måtte jeg jo, så jeg kunne komme ned til stævneområdet og gøre min cykel klar og varme op. Heldigvis stillede arrangørerne busser til rådighed, og jeg var glad for den nyindkøbte regnjakke, som var kommet i kufferten i USA. Perfekt til lejligheden. Alligevel var vi sjask våde, da vi kom til athletes lounge. Flere steder løb 10-15cm dybe ”floder” nede af vejene. Så kan man alligevel godt forestille sig, hvordan det over årene er lykkedes at fylde området med vand.

Når det regner sådan opstår der hurtigt spørgsmål til ruten, stævnet og hele arrangementet, kører vi efter den oprindelige plan? På briefingen var det også blevet annonceret at vandet var 21, så det ville blive svømning uden våddragt. Den afgørelse træffes dog først endeligt på dagen én time før start. Dermed kl. 6.05 blev det meddelt at temperaturen nu var 19,5 gr i vandet og 14 grader i luften. Altså svømning med våddragt. Ikke nogen ulempe for mig. Så var det bare med at få stillet cyklen i skiftezonen, dækket løbeskoene med en plasticpose og ellers gøre klar til opvarmning. Kl. 6.20 spurgte jeg den ene af stævnedommerne om svømningen blev med våddragt og om vi startede til tiden som planlagt. Han svarede JA til begge dele. Våddragten kom på og jeg gik ned til svømmestarten og hoppede i vandet. Kl. 6.45, da vi skulle op og gøre klar til line up, blev det pludseligt meddelt at starten var udskudt. Ikke hvor meget – bare at den var udskudt. Alle samledes i teltet ved athletes lounge og ventede på yderligere information. Det var meget fustrende at være 100 % klar til start og at den så blev aflæst med så kort varsel. Jeg var også gal over, at jeg allerede havde været i vandet og derfor nu stod i en våd og kold våddragt. De kunne godt have været lidt mere meddelsomme og gerne lidt tidligere. Vejret havde jo trods alt været ret ekstremt hele morgenen, så det kom jo ikke som nogen overraskelse. 10 min senere fik vi besked om, at der ville komme en afgørelse om 5 min, starten ville blive kl. 7.30 eller kl. 8. Vente, vente.. Så fik vi lige pludseligt beskeden om at der i løbet af natten havde været mudder/jordsked ud på ruten, således at den sidste halvdel af cykelruten nu ikke var brugbar. Hmmm.. Gad vise om de først havde opdaget det kl. 6.45, det håber jeg så sandeligt ikke! Øvrigt havde de haft nøjagtigt samme problem tidligere, da de havde afholdt en Pam American Cup. Surprise..! Men resultatet af ventetiden blev, at vi kl. 7.05 blev meddelt at starten gik kl. 8 og af stævnet blev afholdt på sprintdistancen!! Hvorfor vi pludseligt ikke længere kunne køre på den fulde distance er stadigt en gåde; vi havde den oprindelige 750m svømmerunde, en fin (noget mere flad) cykelruten på nu 5km og den samme løberute. Jeg kan sagtens få en kombination af disse tre ting til at give en fuld OL-distance. Jeg er 100 % sikker på at denne eneste årsag til dette var Colombiansk TV. Og seriøst, hvem i alverden ser alligevel triatlon fra kl. 7-9 søndag morgen på TV i Columbia??

Men starten gik kl. 8. Distancen var 750 m svømning + 20km cykling + 5 km løb. Jeg var først ude ved første bøje og rundede anden bøje samtidigt med en anden atlet. På vejen ind mod land kom jeg lidt ud af kurs og kom til at lide lidt af ilt-gæld i benene, så jeg smuttede ind på ben og håbende at få lidt mere liv i benene inden vi skulle op på land. Der var første forhindring en 50 m / 20 % bakke, som vi skulle løbe / kravle op ad. Det gik også fint. Der var langt op til T1, op af bakken, hen af en vej med brosten (ikke sagen for min fod) og hele vejen forbi skiftezonen for at kunne løbe ind i den anden ende, tiden sagde 2.45, og det føltes også som evigheder. Men jeg var først ude af T1. På med skoene og så kørte jeg. Jeg havde lavet en lidt anden taktik en Tongyeong. Jeg ville vente på, at vi fik samlet en gruppe, som kunne arbejde sammen. Det lykkedes da også efter ca. 2km. En gruppe på 7 mand indhentede mig. Perfekt. Ved vendepunktet kunne vi se en anden gruppe på 10-15 mand som ikke var langt efter. Jeg arbejde virkeligt for at de ikke skulle hente os. Det er altid nemmere at være den, som jagter, end at være den, som bliver jagtet. Men det lykkedes at holde det samme 20 sekunders forspring hele vejen ind til T2. Desværre vidste jeg jo godt at 20 sekunder ikke var meget. Og sandsynligvis ikke nok til at undgå at blive hentet bagfra. Samtidigt havde jeg måske arbejde lidt for meget. Det er altid en svær afgørelse. På en anden dag ville jeg måske også have løbet hurtigere, men ikke denne dag. Jeg havde haft problemer med maven hele morgenen, og det blev værre på løbet. Måske blandingen af nervøsitet, koffein, kulde og morgenens forvirring havde sat sit præg. Jeg ved det ikke helt. På løbet blev jeg hentet at nogle stykker fra gruppen bagved, men overhalede samtidigt et par stykker fra min egen gruppe, således at jeg endte på 12. pladsen. Det var en hæderlig indsats og gode point til OL-ranglisten, hvor jeg lige pt. har plads nr. 42 på kvalifikationslisten. Da der er 55 pladser, betyder det, at jeg er rykket et stykke fra bunden, og det er dejligt.

Den næste tid kommer til at stå på en uge uden træning og et par uger med mere lystbetonet træning. Derefter starter forberedelserne til næste sæson. Det kan virke som en meget kort pause i en sæson, som startede d. 27. marts og blev afsluttet i weekenden, d. 6.11. Men næste år kommer til at blive et lige så travlt år, og den mængde basetræning, som jeg har mulighed for at lægge her henover vinteren, vil helt sikkert komme mig til gode hen over sommeren også. Sæsonen starter ligeledes op igen allerede i slutningen af marts, og der er jo lige pludseligt ikke længe til. Men nu står den først og fremmest på træningsfri og arbejde.

I dag var sidste træningsdag her i Flagstaff. Derefter er det videre mod Guatapé i Columbia. Vi flyver til lufthavnen i Medelin, som ligger ca. 70 km fra Guatapé. Selve Guatapé skulle være et lidt mere touristet område i Columbia, men hvem ved, hvad det vil sige.. ? Det bliver spændede. I hvert fald ved vi at Guatapé ligger ca. 1600 meter over havet, og at det regner en del på denne årstid! 

Arizona Snowbowl

Dagens træning her i Flagstaff bestod at morgensvømning; 4500m på langbane sammen med Flagstaff’s Masters Swim Team. De har været helt utroligt søde, og vi har fået lov til at få vores egen Fast Lane. “Vi” vil sige den lille gruppe af ITU-atleter, som har befundet sig her i Flagstaff de sidste 1-2 uger. Derefter stod den på bagels og kaffe, (hvis man er til den slags) på Pay N’ Take, som er gruppens faste samlingssted, en hyggelig lille cafe i down town Flagstaff. Det gav også mulighed for endnu en gang at takke de lokale for den flote modtagelse vi har fået her.

Klokken 10 var vi klar til at cykle en tur op til byens skisportsresort, “Arizona Snowbowl”, som ligger i 2800 meters højde. Det betød en stigning, som tog ca. 40 min at køre opad, når man som jeg kørte op i et relativt roligt tempo. Det blev til en tur på knap 2 timer og en flot udsigt fra toppen. Som det sidste i dag havde jeg 20 min løb, da vi kom hjem fra cyklingen. Det var jo hurtigt overstået og så var det bare om at få cyklen og kufferten pakket, så jeg er klar til afgang i morgen kl. 04.30. Godt at vi ar været vant til at stå tidligt op de fleste dage.

For et par dage siden havde vi mulighed for at køre en tur til the Grand Canyon. Det var en fin oplevelse, som man kan se nedenfor. The Grand Canyon er et “must see”, hvis man er i området!

The Grand Canyon

Den seneste uge har min træning været flyttet til højderne i Flagstaff, Az, USA, for at min krop kan få en chance for at vænne sig til den tynde luft i 2100m højde. I denne højde er der omkring 15-16% ilt i luften mod de normale 21% ved havoverfladen. De relativt få procents ændring gør en kæmpe forskel, når kroppen skal arbejde på højtryk.

Alt postyret skyldes, at årets sidste stævne foregår i Guatapé, Columbia, som ligger i 1600m højde. Hvis jeg ankom direkte fra Danmark ville mine arbejdende muskler ikke føle, at der var ilt nok i luften -og dermed nok ilt ude i kroppen- til at de kunne yde, som de plejer. Men kroppen er heldigvis så fantastisk indrettet, at den kan tilvænne sig til de mest utrolige ting. Også at luften pludseligt kun indeholder 70 % af den sædvanlige mængde ilt. Tilvænningen kræver bare tid. Derfor har vi planlagt, at jeg befinder mig i højden de sidste 2 uger optil stævnet. Dermed skulle kroppen have mulighed for at producere en mængde nye røde blodceller. Og det er jo som bekendt dem, der transportere ilten rundt i kroppen.

Efter en uge heroppe føler jeg allerede, at min krop er ved at have vænnet sig til den tynde luft. De første par dage var hårde. Jeg var træt både efter den lange rejse, tidsforskellen og den tynde luft. Heldigvis har jeg haft rig mulighed for at slappe af og jeg føler mig rimeligt ovenpå allerede. I lørdags var en hård træningsdag, men det gik rigtig godt, og jeg havde god fart på i alle tre discipliner. Så det er da betryggende! Og dog ved jeg stadigt ikke, hvordan jeg kommer til at reagere på at skulle køre stævne under sådanne forhold, det er trods alt 2 timer tæt på max. Det bliver spændende at se.

I fredags havde vi hviledag med kun core-træning og svømning på programmet. Det betød, at vi havde mulighed for at komme lidt på seightseeing, og vi dog derfor afsted mod “the Grand Canyon,” som ligger kun 1½t kørsel frs Flagstaff. Alle der kommer til denne del af USA bør tage en tur til Grand Canyon. Det er bare så storslået og så overvældende! Og helt utroligt, hvad naturen har skabt igennem millioner af år. The Grand Canyon er en 1400m dyb og endnu bredere kløft, hvor Colorado River løber i bunden. Klippevæggene består af en række forskellige lag i forskellige farver, som er skabt gennem tiderne. Det er virkeligt flot!

Om få dage går turen videre til Columbia, hvor vi skal se lidt nærmere på området, ruten og forholdene. Det er første gang, at de afholder Wolrd Cup i dette område, så vi må håbe at organisationen er på plads! Det får vi at se..

Jeg endte som nummer 11 i dag. Det var et fint resultat alt i alt. Der var grobund for et bedre resultat, men sådan skulle det desværre ikke gå.

Svømningen var med våddragt, og det betød “fuld fart frem.” På en eller anden måde er jeg blevet virkelig god til at svømme med våddragt. Normalt er det ellers noget, som de fleste lidt dårligere svømme godt kan li’, fordi det hjælper dem med at holde kroppen mere lige, det giver  stabilt omkring core. Men for mig er det også super effektivt, jeg kommer til at ligge højt i vandet og behøver ikke bruge benene helt så meget. Det stiller samtidigt spørgsmålet, om jeg mon mangler syrke i og omkring core? Måske et område at arbejde på til vinter..  

Svømningen bestod af to omgange af 750m; efter første omgang havde jeg et hul på ca. 10 sek og efter endnu en omgang var hullet øget til ca. 20 sek. Og vel og mærker til nogle af top 10-svømmerne i ITU-sammenhæng. Igennem skiftet og ud på cyklen. Målet var at se, om atleterne i første gruppe lod mig køre? Det er jo kendt, at jeg ikke løber helt så hurtigt, som en afrikansk gazelle, så der var et lille håb, da flere af dem med rimelig sikkerhed ville kunne hente mig, selvom jeg fik lidt hul på cyklen.

Men desværre, det lykkedes ikke. Jeg fik ca. 14 km alene, men blev derefter hentet af en gruppe på ca. 15 atleter. Jeg havde ikke benene til at køre alene, men det kræver vist også en dag lidt ud over det sædvanlige. Til gengæld fik jeg lov/mulighed/følte mig nødsaget til at arbejde en del på cyklen og gjorde min del til, at vi ikke blev hentet bagfra af næste gruppe. De hentede dog lidt ind på os til sidst, og vi endte med at have et forspring på kun 48 sek. Det betød, at jeg potentielt kunne blive hentet bagfra.

Foto: Das Büro for Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark.

Jeg prøvede at give rimelig god gas fra starten. Dels for at give det en chance og se hvad benene kunne, men også for måske at demotivere bagfra kommende til at opgive forsøget på at hente mig. Det gik egentligt også meget godt de første 5 km, men så blev det lidt tungt, jeg blev lidt træt og det gik noget langsommere. Måske er det min manglende løbetræning eller også havde min indsats på cyklen bare gjort at kræfterne var brugt. Det er ikke godt at vide, men sikkert er det, at jeg fik 229 point mere til OL-ranglisten, og det var “ik så ring.”

Vil man vide mere om OL, kvalifikationen, den danske OL-bruttotrup og meget mere, så er der mulighed på den nye hjemmeside www.ol.dk, hvor man kan finde oplysninger om alt, hvad der er værd at vide om OL i London. Det er også her dette billede er fra. Billederne er taget af fotograferne fra firmaet Das Büro; måske værd at huske, hvis nogle af jer derude skulle få brug for “sports”-billeder en anden gang.

Allerede i morgen lyder startskuddet endnu et world cup-stævne i denne sæson. Jeg er rejst videre til Sydkoreanske Tongyeong, som er en havneby sydøst for Seoul. En ting er sikkert; i Korea bygger de skibe, og det er store skibe. Havnen er fyldt med skibe og både i alle størrelser, og der lyder en konstant hamren og banken fra skibsbyggeriet, så snart vi åbner vinduet. Der er gang i den!

Det håber jeg også, der bliver i morgen. I dag har det regnet det meste af dagen, så der er kommet en del regn alt i alt, og der har kun været omkring 15 grader i luften. Om det fortsætter med samme vejrtype i morgen er ikke godt at vide? Vandet blev målt til 20,8 grader i går, men med alt det regn og den dalende temperatur, kunne svømningen godt blive med våddragt. Normalt er grænsen ved 20 grader, men der kan gives tilladelse, hvis lufttemperaturen er lav. Først en time før start ved vi, hvordan tingene står. Vi svømmer lige midt i Tongyeong havn, og det er bare aldrig helt så lækkert at svømme i en havn, men med våddragten på hjælper det på en eller anden måse lidt.. 

Cykelruten er lidt anderledes i og med at hver omgang er 8 km, og vi dermed kun skal køre 5 omgang i forhold til de normale 8 omgange. Ellers er der ikke meget andet at sige om ruten, ud/hjem med tre stigninger, heraf den ene rimeligt stejl, to sving og en 180 graders vending. Total 39,8 km. Løbet er på en rundstrækning langs havnen, en del af det er på en cykelsti, der er belagt med noget, som minder en del om en løbebane. Det bliver meget rart at løbe på, tror jeg.. (selvom løbet egentligt aldrig er særligt rart.. hmm, så efter omstændighederne; meget rart).

Jeg håber at få lidt flere point til OL-ranglisten. Jeg er faktisk røget ud af ranglisten siden sidste uge, selvom jeg fik knap 200 point. Det må der rettes op på.. OL-ranglisten kan i øvrigt findes på triathlon.org under results –> ITU point list –> gå til toppen af siden. Det er også på Triathlon.org, at dette stævne følges samt at resultaterne kan findes senere hen.

Det var godt nok hårdt!! Det er altid hårdt, men nogle gange alligevel lidt lettere end andre. I dag var det bare HÅRDT!! Det var så varmt, at jeg stadigt svedte 1,5 time senere, da jeg var kommet tilbage på hotellet. Og ikke bare lidt, men noget lignende efter en spinning time (de triatleter, som gerne kører en enkelt spinning time eller to hen over vinteren, vil vide, hvad jeg mener..). Men ok, det vidste vi jo på forhånd. I Huatulco er der bare godt vejr. Hele året rundt. Dvs. 35+ grader og 80-90% fugtighed.

Men det var jo triatlon, jeg skulle lave i den varme Og det gik egentligt meget godt. Jeg ville gerne have været i top 10, men det blev til en 13. plads. Vi skulle have svømmet hurtigere for at sætte nogle flere af første gruppe. Der blev bare ikke svømmet så hurtigt. Jeg tror, det skyldes en ubevidst frygt for hvad resten af dagens triatlon havde at byde på. Derfor blev der holdt lidt igen fra starten. Det betød, at vi kom ca. 18 piger med ud i første gruppe –også nogle piger, som normalt ikke er med i første gruppe, og som også helst skulle være lidt bagude (dvs. de løber hurtigt). Uheldigvis skete det frygtelige, at en motorcykel ikke kom langt nok ind til siden, da den pludseligt stoppede. Det resulterede i, at et par piger var nede og bide i asfalten. Heldigvis for mig var jeg forrest i gruppen og i venstre siden, så det gik ikke ud over mig denne gang. 7-9-13.. Det reducerede tidligt gruppen til 14 mand.

Jeg kunne lige som godt se på gruppen (af dem jeg på noget tidspunkt så foran mig, og det er jo ikke nødvendigvis alle..), at jeg nok var den langsomste løber. Derfor måtte jeg prøve et eller andet. Jeg kørte derfor hårdt op af bakken på både første og anden omgang, for at se om vi kunne tabe et par stykker. Det skete ikke rigtigt. Derefter besluttede jeg, at jeg måtte prøve at rykke på et tidspunkt. 6. omgang op af bakken ville nok være et godt tidspunkt. En omgang inden der var ”bike prime” og hverken for kort til at det var umuligt at vinde sekunder eller for langt til, at det ville være umuligt at holde hjem, hvis bare der kom et par stykker med mig. ”Bakken” blev ved briefingen bare nævnt som ”the hill is back”. Ingen yderligere kommentarer. Men den var led, ikke frygtelig lang, måske 250m, men derimod frygtelig stejl. Og så lige det faktum, at den skulle passeres 8 gange. Der var faktisk 4 bakker på hver omgang, plus at det ene vendepunkt også lå på en lille bakke, så bakker var der så rigeligt. Ifølge min cykelcomputer havde vi sølle 31km/t i gennemsnit og det tog altså 1t17min at køre de nøjagtige 40,4 km. Til gengæld var max-farten ned af bakken på 74,8 km/t. Det siger lidt om, hvor stejl den faktisk var! Udover det var det noget frygteligt asfalt. Der var huller og ujævnheder alle vejne, hvilket også gjorde det endnu svære at køre bare nogenlunde hurtigt.

Men tilbage til min lille mission. Den lykkedes egentligt meget godt, jeg gav gas op af bakken og fik også et forspring, som blev øget lidt og lidt. Jeg havde måske 20-25 sekunder ved skiftezonen en halv omgang senere. Da vi havde kørt en omgang og halvt op af bakken, var de andre tilbage lige i røven på mig. Og jeg var træt, så var bakken pludselig ikke særlig sjov. Jeg havde ikke det, der skulle til for at køre selv i dag, og der var ingen andre, som havde lyst, ben eller mod til at rykke med mig. Ærgerligt! Men jeg prøvede da.

Så måtte vi jo løbe om det. Det gode ved min lille mission var, at vi pludseligt havde fået øget forspringet til anden gruppe betragteligt. Jeg ved ikke, hvor meget tid, vi havde, for der var ikke meget info fra nogen på ruten. Underligt nok for der var alligevel en del trænere! Men positivt var det da, og jeg håbede at ikke alt for mange ville nå op til mig dernede fra.

Løbet var bare frygteligt fra starten, varmt, varmt, varmt! Og tunge, tunge, tunge ben.. Men igennem kom jeg, og jeg undgik næsten at blive overhalet. Først ved 9,7 km kom en lille spanier susende forbi. Ikke rigtigt noget jeg kunne gøre. Hun slog i øvrigt også den lokale mexicanske helt med 30 cm på målstregen. Mexicaneren skulle ikke have ladet sig hylde. Tilskuerne heppede vist så meget, at hun ikke hørte, at der kom en lynhurtig spanier stormende bagfra. Det var faktisk synd, synes jeg!

Sjældent har jeg kørt er ræs, der var så hårdt.. Så overvejer det lige næste gang inden jeg vælger Huatulco World Cup. Men det gav mig heldigvis lidt point til ranglisten. Forhåbentligt fik ikke alt for mange af mine konkurrenter nede i bunden af OL-ranglisten også point. Men det kan jeg tjekke i morgen, når listen er opdateret.

Jeg er nu på vej mod Tongyeong, Korea til endnu et World Cup. Og det er allerede nu på lørdag d. 15.10. Jeg rejser fra Mexico søndag eftermiddag og lander i Korea onsdag middag. Lang tid!!

Over and out..

Det seneste år har stået i OL-kvalifikationens tegn. Det betyder, at atleterne skal rejse jorden rundt til en række World cup og VM-afdelinger, som alle giver point til en OL-kvalifikationsrangliste. Vinneren af stævnet får flest point og derefter fordeles pointene nedefter efter et bestemt system. De 55 pladser til OL bliver i sidste ende fordelt til de højst placerede på listen. Det er i virkeligheden ganske simpelt.

Problemerne kan opstå, når man -som jeg- har været skadet i efterhånden laaang tid og derfor har måttet trække mig fra en række stævner og samtidigt har haft svært ved at præstere så godt, som ellers burde være muligt. Både pga. årsager relateret til skader, men også af mere uheldige udstyrsrelaterede årsager. F.eks. har jeg to gange i år haft cykeldefekt, så jeg har måttet udgå. Det er bare brandærgerligt, men ikke noget jeg kan gøre så meget ved. Det sker indimellem!

Så til spørgsmålet: “Skal du med til OL i London”, må jeg stadigt svare, at det ved jeg endnu ikke, intet er afgjort før 31. maj 2012, men at det kræver, at det går lidt bedre resten af året og til næste forår, end det har gjort i den seneste tid. Og det kan jeg jo så kun håbe på! Dog har jeg stadigt den 53. nationsplads hos kvinderne, så jeg er med endnu – på trods af alt..

Sådan et år med mere modgang end medgang tager hårdt på alting, fysisk og metalt, så det kan være nødvendigt med andre ting i livet til at opveje “triathlon”. Det har jeg heldigvis også haft både i form at min familie og mit arbejde. Der har jeg lagt en del energi og kræfter. Jeg har haft rigeligt at se til. Måske til tider også for meget.

For livet er hele tiden en balancegang, og det kan være svært at dosere alting lige præcist tilpas. Det har jeg oplevet her hen over sommeren, hvor jeg samtidigt med min skade i foden har været træt. Ikke søvning, men bare TRÆT. Helt ude af stand til at træne noget som helst kvalitet i dage, uger. Lang tid. Jeg er overbevist om, at det er et fysisk problem, en tilstand, som er opstået pga. sammenfald mellem en lang række faktorer i mit liv, fysiske og mentale. Men som tilsammen har gjort, at jeg ikke har fået doseret korrekt. Og resultater er blevet sådan, at det ikke lige er til at rette op på igen. Over night..

Jeg føler, at jeg efterhånden er ved at være nogenlunde på højkant igen. Jeg er endnu ikke den samme som tidligere, ikke samme form og ikke samme gejst, men jeg håber det når, at komme tilbage igen inden OL-kvalifikationen slutter, så jeg kan få den plads til OL, som jeg mener bør være min. 

Vi ses derude. Huatulco er første skridt på vejen.

Der er gået alt, alt for lang tid siden jeg har opdateret min blog.. Men jeg har levet de sidste par måneder i en anden verden med alt for mange ting om ørene, så derfor er jeg kommet bagud med en del ting, deriblandt  min blog. Men det er nu ikke fordi, der ikke er sket noget i den seneste tid, så lad mig starte bagfra for at få det hele med:

Min VM-serien afdeling i Sydney blev ikke den helt store succes; jeg havde en forfærdelig svømning, en ok cykling med dårlige ben og en halv-sløj løbetur, som dog alligevel blev afsluttet med manér og en ordentlig slutspurt på ca. 1,5 km, som sikrede mig et par placeringer på resultatlisten. Men jeg måtte  ligesom se fremad mod næste mål og ikke hænge fast i dårlige oplevelser og resultater, som ikke levede op til min forventninger.

Næste mål: Ishigaki World Cup i Japan en uge senere. Jeg havde fra starten af turen forudsagt, at mine bedste chancer for et godt resultat ville være til stævnet i Japan, og jeg forsøgte at minde mig selv om at grunden til, at jeg havde boet de sidste 4 uger i Østen, netop var at jeg var på jagt efter et godt resultat. Det var nu jeg havde muligheden, og så var det bare om at gøre de rigtige ting og give alt på dagen. Triathlon kan til tider være meget kompliceret  og på andre dage meget simpelt. På ræsdag i Japan så jeg på alting i det simple lys: giv hvad du har! Stævnet blev en stor succes! Jeg fik en 8. plads med hjem og gode point til OL-ranglisten! Jeg havde en super svømning, jeg var stærkere end de andre på cyklen og jeg løb over evne de sidste 10 km. Hvad mere kan man forlange? Så er triatlon simpelt.

Svømmestarten WC Ishigaki. Foto: Jens Toft

Efter min ankomst til Danmark startede jeg på en behandling i Team Danmark, som skulle afhjælpe mine efterhånden langvarrige problemer med min svangsene og min fod. Behandlingen hedder ACP og går ud på, at jeg skulle have sprøjtet plasma (oprenset blodplader+ vækstfaktorer) fra mit eget blod ind i området omking hælen, hvor smerterne var værst. (Det er IKKE bloddoping). Plasmet skulle dermed hjælpe på ophelingen af senevævet, som ellers er en meget langsom process. Ca. 3 ml plasma blev lagt med ind i hælen vha. en kanylen og kunne dermed virke lokalt. Behandligen blev gentaget 5 gange i alt med ca. en uges mellemrum. Samtidigt holdte jeg total løbefri, og har i stedet for koncentreret mig om at få foden på højkant, blive endnu bedre til at svømme og cykle og samtidigt at søsætte første delprojekt i mit ph.d.-forløb. Der har været nok at se til. Jeg føler at behandligen har virket, men samtidigt er det ikke er nogen mirakelkur (det havde jeg nu heller ikke forventet), og at jeg derfor stadigt skal passe utroligt meget på. Ultralydsscanninger i forbindelse med ACP-behandligen viste samtidigt, at min fedtpude i hælen desværre er “flækket.” Det vil sige, at fedtpuden, som ellers skulle stødabsorbere for hælknoglen, bliver presset ud til hver side, når jeg træder på min fod. Det giver  mange smerter i hælen, og cellerne i fedtpuden kan desværre ikke kan hele igen. Det betyder, at jeg nok kommer til at døje med dette problem fremover. Det har været noget af en mentalbelastningen at komme over. Optapning af hælen kan aflaste, men fjerner desværre ikke smerterne, så pas godt på din hæl!!

Jeg er så småt begyndt at løbe lidt igen for 4 uger siden. Jeg startede med en uge på cross-traineren, og derefter med de klassiske 10x 1min løb + 1 min gang. Helt fra bunden. Det er egentligt gået ok og uden smerter, men to dage før DM-sprint drillede foden desværre lidt. Lidt skræmmende og meget frustrerende.

Jeg havde fået lov til at stille til start til DM, hvis jeg bare passede på mig selv under løbet. Jeg overvejde at trække mig pga. af foden, men det er stævner som DM-sprint, jeg synes er sjove. Og jeg kører kun trialon fordi det er sjovt, så hvsi jeg ikke kan være med til denne type stævner, er der ikke meget ved det hele. Men pga foden betød det, at taktikken var klar: fuld gas på svømning og cykling, og så måtte jeg tage den med ro på løbet. DM sprint bliver afholdt som enkeltstart, dvs. atleterne bliver sendt afsted med 30 sek imellem hver. Det betyder, at man ikke får samme fordel som ved andre stævner i forhold til at ligge på ben i svømninge, på hjul i cyklingen og i læ på løbet. Det er dagens bedste mand/kvinde, som vinder.

DM-cykling på min nye Kalibur enkeltstarter. Den fløj afsted! Foto: Andersen CC

På dagen var jeg bare bedst. 2 min13 sek havde jeg til nummer to. Det var fedt, og det var god træning med knap 1 time i det røde feldt. Jeg havde en gennemsnitspuls på 178 på cyklingen. Jeg mener, det højeste jeg nogensinde har målt er 183 på en cykel, så det er da tæt på max. Dagens bedste oplevelse var dog at se Emil løbe over stregen som Dansk Mester hos herrerne!! Han vandt helt suverænt med 54 sek ned til Jens Toft. Det var så flot!

På vej i mål til DM-sprint 2011. Fotograf: Pia Agger

I denne weekend blev det til endnu et Dansk Mesterskab til min samling, da jeg vandt DM i kort triatlon (OL-distance).  I år blev stævnet dog afholdt på sprintdistancen for at minimere restitutionstiden efterfølgende, da en del af eliten, inklusiv mig selv, har travlt med OL-kvalifikationen. Opskriften var den samme som til DM-sprint: fuld gas på svømning og løb, og så forhåbentligt holde hele vejen hjem. Da distancen var halveret havde alle mulighed for at stille op, og der gjorde kun sejren endnu bedre. I 2011 var jeg på dagen Danmarks bedste kortdistance triatlet! Jeg vandt rent faktisk med 52 sek. selvom, jeg tog det rimeligt afslappet på løbet. Min løbetid var stadigt rimelig god, 18.33 uden ordentlig løbetræning i lange tider, så det var positivt! Vi kender det nok alle: slapper man bare lidt af, får man pludseligt et helt andet overskud end, når man forsøger, at presse citronen alt hvad man kan. Og alligevel bliver tiden ikke meget lansommere end med fuld gas.. Det kan være værd at have i tankerne til en anden gang.

Om to uger står menuen på EM-kort i spanske Pontevedra. Efter planen skal jeg agere “hjælperytter” for de to andre danske piger, så det bliver en anderledes udfordring. Vi må se, hvordan det kommer til at gå i en sport, hvor hver mand ellers normalt kører for sig selv og sit eget bedste.

Af nyheder kan jeg ellers fortælle, at Emil og jeg er blevet husejere per. 1.7, så kommer I forbi Odense i perioden efter Challenge Århus, må I gerne komme forbi og flytte en kasse eller to. Det er fedt! Vi går fra 40 kvm til 142 kvm (inkl. kælder), hvilken luksus!

Vinder af DM kort 2011. Foto: Pia Agger

Nu har jeg efterhånden befundet mig på den anden side af jorden i mere end to uger. Tider går hurtigt. Det er foreløbigt blevet til et ræs, men på søndag går det løs igen. Denne gang i første afdeling af VM-serien og scenen er sat i Sydney med Operahuset i baggrunden.

I går, torsdag gik turen videre mod Sydney. Stævnet er på søndag kl 11.26 Aus-tid (03.20 Dk.tid, tror jeg nok) og kan følges live på www.triathlon.org. Svømningen foregår i havnen foran Oprerahuset, og vi skal cykle og løbe i området omkring Hyde Park. Alle stiller til start ved dette stævne: der mangler kun én, som ellers kan blande sig i top-striden i VM, nemlig Nicola Spirig. Så det bliver et meget hårdt ræs, og jeg kan vel håbe på en plads mellem nr. 20-30, hvis det går rimeligt. Sidste år endte hele feltet med at være samlet på cyklingen, og sker det, sidder der 65 piger sammen, som så skal løbe 10km om kap om placeringerne. Kommer det dertil, har jeg nok desværre ikke de bedste kort, men det må vi jo se.

Faktisk er det vist sådan at Australien har et ret stort hul i Ozonlaget lige over landet, og at solen derfor er meget skarp. Det er normalt, at der er et UV-index på 10 hernede, og det kan også mærkes. Vi sørger for at bruge godt med solcreme. Mange af de lokale går også med hat, og nogle af dem svømmer sågar med en t-shirt på for at beskytte huden. Vi svømmede kl. 11 den anden dag, og vi fik en del farve selv med et godt lag solcreme. De andre dage har vi heldigvis svømmet tidligt eller sent, så vi har undgået den værste sol eller også har det alligevel været overskyet, så det har været godt nok i forhold til solen. Faktisk går svømmeunderviserne rundt med tøj, kasket og solbriller på i vandet. De vil ikke ligne runkne rosiner som 30-årige, og det kan man jo egentligt godt forstå.

Oppe i Noosa, hvor vi boede før, er der en større gruppe, som cykler sammen hver morgen kl 5.15 eller 6.00. Vi var med i sidste torsdag. Det gik i et roligt tempo ud ad, så blev der vendt rundt, og hjem gik det i et rasende højt tempo. Men der var også mange af “stjernerne” med -også på herresiden, og de kan jo nok give den gas. Men til denne fælles træning mødte vi en dansker, som havde boet hernede i 23 år. Soren, hed han.. eller Søren Og kom fra Randers, og den dialekt havde han stadigt. I tirsdag aftes var vi inviteret til Barbecue hjemme hos ham og familien. Det var rigtig hyggeligt og sjovt at høre mere om Australien fra en “indfødt”. De var virkelig flinke mennesker.

De næste dage går med at blive klar til at køre ræs, få slappet af, tage til briefing (det er om 3 tiner), prøve ruterne og alle den slags ting, som skal ordnes inden, der kan blive afholdt stævne.

Det ser ud til, at scenen er sat til et brag af et ræs. Vi håber, vi kan leve op til forventningerne fra publikum –hernede og hjemm- og være med til at gøre stævnet se-værdigt!

Nu er vi i gang! Sæsonen 2011 blev skudt i gang i dag med årets første World Cup-afdeling i Mooloolaba, Australien. Jeg var seedet som nr. 34, så målet var i første omgang at holde den placering. Samtidigt var startlisten spækket med hurtige piger, så årets første WC, så også ud til at blive med årets hårdeste WC-felt. Jeg endte på 19.-pladsen. Ikke dårligt rent resultatmæssigt, men det var momenter undervejs, som gjorde, at jeg alligevel ikke var helt tilfreds.

Der var strand-strart i dag og jeg havde alt andet end en god start. Det har sikkert at gøre både med hurtigheden af mit strandløb (der var 50m til vandet), størrelsen af bølgerne (måske 3 m) og mine evner som surfer/bølgebryder (ikke eksistrende). Det betød, at jeg ikke kom til at ligge så godt i starten, og at jeg derfor havnede i en massekamp på vejen til første og anden bøje. Det er virkelig dræbende og feltet består lige pludseligt ikke længere af en flok pæne piger. De hiver i dragter, ben, arme og hvad der ellers er muligt for at komme hurtigere frem.

Svømningen bestod af en omgang på 1500m, og jeg fik da svømmet mig lidt op igennem feltet undervejs, det blev bare aldrig rigtig godt. Jeg kom op af vandet ca. 15-20 sekunder fra fronten, men det betød desværre, at jeg havnede i en 4-mands gruppe mellem 1. og 2. gruppe og efter at jeg på egen hånd havde forsøgt at hente de foran liggende, blev vi i stedet for hentet af en gruppe bagfra. Så var vi omkring 20 piger samlet og kun en håndfuld, som synes det var på sin plads, at forsøge at indhente de foranliggende. Det lykkedes aldrig, men efter at have været 10 sek. efter i starten, som var blevet til 1.20 efter 5. omgang, endte vi med at være 30 sek. bagefter efter 7. og sidste omgang. Egentligt ok. Men jeg havde lavet en stor del af arbejdet, og det er der jo ingen, som takker for. Derfor gælder det måske om at være mere cool og samtidigt undgå at blive indhentet bagfra. Det er en svær balance.

Både cykel- og løberuten gik op over en ret stejl bakke, som gjorde ruten ret hård. På løberuten løb vi op over bakken, et pænt stykke ned på den anden side, vendte inden vi nåede bunden og løb så bare tilbage op over bakken, ned igen, ind tur ind gennem skiftezonen og så ellers bare forfra – fire omgange i alt! Puhh, så en tid på 38:30 stort set uden fart i løbetræningen er ikke helt skidt. Ja, de første 5km var faktisk gode, de sidste 5 knap så gode.. Det bliver spændende at se, hvordan min fod reagerer. Den har det stadigt ikke for godt, derfor den manglende farttræning på løbet (og løb i det hele taget).

Næste mål er Sydney om præcist 14 dage. Jeg håber, svømningen kommer til at gå en tand bedre, når jeg har et ordentligt startspring.. og resten følger jo oftest deraf.

I morgen står den på træning, tirsdag på hviledag (nyt forsøg..), og så må vi se hvordan kroppen reagerer og hvornår vi er klar til at give den gas i træningen igen.

Håber alt er vel i DK – også vejret..

Så er jeg kommet til Australien. Min første gang ”down under.” På mange måder, er det helt fantastisk privilegeret at få lov til at komme helt herned for at konkurrere og samtidigt få mulighed for at se lidt at dette fjerne kontinent. På flere måde minder landet set udefra om USA, men har alligevel sin egen særlige charme. I Noosa, hvor vi holder til både i tiden op til WC Mooloolaba og også optil VM-serien i Sydney, er alting meget frodigt og grønt.

En af udfordringerne hernede er i første omgang at tilvænne sig tidsforskellen. Australien er 9 timer foran dansk tid. Det betød at vi på rejsen herned mistede en hel nats søvn og af den grund også var lidt slatne, da vi endeligt kom frem til vores destination sent søndag aften.

Mandagen gik mest af alt med at komme lidt til hægterne, få pakket ud, handlet ind og finde vej til swimming poolen, så vi kunne få dyppet tæerne lidt. 3 km blev det til og kroppen var helt slap og træt. 

Så blev det tirsdag. Natten var ikke den bedste for mig, jeg sov fra 22-01, og så var jeg ellers vågen resten af tiden. Ikke en optimal måde at indhente et søvnunderskud på. Jeg startede ”dagen” med at løbe kl. 6.30. Allerede på det tidspunkt var det virkeligt varmt og i særdeleshed meget fugtigt. Jeg løb bare helt roligt, men jeg svedte alligevel flere liter, da jeg kom indenfor igen. Vi cyklede af sted ved 8-tiden; 2 timer let-jævn uden at lave alt for meget. Benene havde det meget bedre end om mandagen. Vi kørte sydpå ned mod Mooloolaba. Vi bor i Noosa, som ligger ca. 1t40min bilkørsel nord for Brisbane, hvor vi fløj til. Og Mooloolaba (hvor WC-stævnet bliver holdt) ligger 1t10min nord for Brisbane, og ca. 30 min syd for Noosa, hvor vi bor. Der er mere fredeligt heroppe på ”Sunshine coast” end nede ved Sydney, ”Gold coast”, så det er rart, for så er det lidt lettere at komme ud og cykle. Der er færre biler og også en ”form for cykelsti” på flere af vejene.

Vi er lige kommet tilbage fra svømning, 4km mest jævnt og med lidt fart/sprint. Det var varmt og fyldt med sol nede ved poolen. Jeg er blevet lidt rød i kinderne, så solen er skarp. Vi skal passe på ikke at blive røde.

I eftermiddags inden svømning fik vi tændt for fjernsynet, og så var der lige pludselig ”dansk film”. ”Drømmen” med Anders W Bertelsen blev sørme sendt på Australsk tv, godt nok ikke i den bedste sendetid, men alligevel. Det var lidt mærkeligt..

Vi har lejet et hus, som vi bor i her i Noosa. Det er dejligt frem for at skulle bo på et hotel i 4½ uge. Det betyder, at vi har mulighed for selv at lave mad og samtidigt opretholde lidt mere af en normal hverdag. Vi slipper også for at sidde mere eller mindre alene på hver vores hotelværelse. I stedet kan vi holde til i stuen og være lidt mere sociale. Det er rart. Menuen bestemmer vi selv: I går tortillas og i dag kyllinge/grønsagsgryde med kokos og lidt stærkt.. Dvs. en grov karryblanding, som vi fandt oppe i skabet!

Det er, som nævnt meget varmt hernede, omkring 30+ grader og meget fugtigt. Så det bliver sandsynligvis den store udfordring på ræsdagen. Og så er der store bølger i havet og en voldsom brænding, som skal forseres både på vejen ind/ud af havet. Jeg håber, de er lidt mindre dernede sydpå, hvor vi skal svømme, men det får vi at se på torsdag, hvor der er briefing, og hvor vi nok har mulighed for at cykle på ruten og svømme lidt i havet.

Jeg opdaterer igen senere hernede fra. Ha det godt i Danmark!

Jeg har nu været en uge på Playitas og er kommet til lejrens anden hviledag. Det er derfor naturligt at gøre en smule status over den forgangne uge. Fra det vinterkolde Danmark og de mange ture på mountainbiken i vinterens løb kan det være en smule vanskelig at vurdere, hvor formen er henne og hvordan niveauet er i forhold til tidligere og i forhold til de atleter, jeg skal konkurre med og mod. Derfor har det været godt, at være hernede og få konstateret at formen er ganske god, og at mit niveau er højt på både svømningen og cyklingen. Jeg har således været i stand til at følge med de bedste danske herre triatleter på svømningen, både i bassin og i åbent vand. Samtidigt har jeg haft overskud på cyklingen og kørt bakkeintervaller i går, som var på lige så højt niveau som sidste år. Sidste år blev de endda kørt på lejrens første dag og noget senere på sæsonen. Så det tegner godt for de to første dicipliner.

Som de fleste, der følger med herinde sikkert ved, har jeg haft store problemer med min fod siden sidste sommer. Det startede med et træthedsbrud og har siden udviklet sig til en hælspore. Det har gjort pokkers ondt og har samtidigt betydet, at jeg stort set ikke har løbetrænet siden juni måned. Jeg har siden jul dog bygget langsomt op, og er kommet op på 4 gange løb om ugen. Jeg har været meget forsigtig med at løbe tempo, da det gør fodens tilstand noget værre. Det er blevet til to tempoløb sidst jeg var hernede på Playitas, og endnu et i denne uge. Vi havde et træningspas bestående af 1500 m svømning, 40 km cykling og 30 min løb, som skulle fungere som ræssimulation og forberede kroppen og hovedet på de kommende stævner. Som nævnt gik både svømning og cykling rigtig fint, og jeg løb 3 omgange af 1,4 km med en fart på henholdsvis 3.48,3.46 og 3.39 min/km. Så det var gode takter med min beskedne løbemængde og den manglende tempotræning.

I næste ugen venter endnu en uge med masser af intensitet og fart i både svømningen og cyklingen, og mon ikke også det bliver til et enkelt tempoløbepas. Så trods de dystre udsigter for løbet den sidste tid, er der efterhånden lidt lyspunkter i dagbogen, og jeg er efterhånden lidt mere rolig ved udsigten til at stævnesæsonen  skydes i gang allerede om 4 uger ved World cupstævnet i Moloolooba, Aus.

Så er jeg tilbage på Playitas efter to uger hjemme i Odense. Det blev to uger af varierende kvalitet. De første par dage gik med at restituere kroppen lidt oven på de hhv. 30 og 29,5 timers træning, det var blevet til hernede i de to forgangne uger. Derefter fik jeg nogle gode træningsdage i banken på trods af sne og kulde, og endeligt deltog jeg forrige søndag i Webike Cuppens afdeling i Ibjerg ved Odense. Det var som altid en time i det røde felt, og jeg endte med en 2. plads for damerne. Lidt mere mtb-teknik kunne være brugbart. Men vejret gav også sin del af udfordringerne med omkring -15 til -20 grader pga. wind chill. Det var bidende koldt og resten af dagen blev tilbragt på sofaen under det uldne teæppe. Brrr..

Desværre gik det også sådan, at jeg fik tilegnet mig et ordentlig maveonde. Det var faktisk startet søndag morgen, men blev alvor allerede natten til mandag og så skulle jeg ellers bare holde mig i nærheden af toilettet indtil i løbet af torsdagen, hvor det begyndte at gå lidt bedre. Nogle gange kan man blive overrasket over hvor fantastisk kroppen egentligt er; jeg var til svømning fredag aften, og jeg var flyvende..  F.eks. svømmede vi 1200m neg split: 5.15-5.08-5.00 og det var med overskud. Vi kan nogle gange holde til lidt mere, end vi selv tror.  

Vi har det godt hernede på Playitas, hvor jeg igen er med landsholdskollegaerne på træningslejr, og vejret viser sig også fra den gode side denne gang. (I modsætning til sidst). Vi har haft tre dage med høj sol og 22-24 grader. I morgen skal det af en eller anden grund blive helt op til 29 grader, men kun morgen, og så skal det blive lidt køligere igen. Vi må se om vejrudsigten holder for det lyder lidt mærkeligt.. 

Jeg er på vej ud for at løbe, og så er dagens træning næsten overstået. 3 t cykling, 4 km svømning, 40 min løb og så lige lidt styrketræning for benene.. Men det er jo ingen sag, når solen skinner.

Som man tidligere har kunne læse på min blog befinder jeg mig i uge 4+5 på træningslejr sammen med landsholdet på træningsresortet Playitas på den Kanariske ø Fuerteventura. Vejret har siden vi ankom vist sig fra lidt blandede sider med en del regn og ganske meget blæst ind imellem. Heldigvis har vi også fået solen at se, og det er sågar blevet til en rød næse efter 3t40min cykling, hvor sol cremen var blevet glemt netop på næsen.

Det meste af tiden og energien på sådan en lejr bliver selvfølgeligt brugt på at træne. Og det blev til lige knap 30 timers effektiv træning i den første uge, og dermed også en god start på træningen i årets første lejr-uge. Til de nysgerrige bestod det af 9½ times svømning, godt 3½ times core/styrketræning, 2t15min løb og godt 14 timers cykling.

Desværre gik swimmingpoolens ventilations- og varmeanlæg i stykker i forbindelse med det uvejr, som ramte Fuerteventura i starten af december måned 2010. Det er endnu ikke lykkedes folkene hernede at få fat i den sidste reservedel og derfor har poolen været opvarmet med solens stråler det sidste lange stykke tid. Det er også fint nok, når bare solen bager fra en skyfri himmel og vandet har i lang tid ligget omkring de tålige 21 grader. Det lidt mindre solrige og samtidigt mere regnfulde vejr siden vi ankom til øen, har bevirket at vandet de seneste dage har ligget på 16 grader. Ikke meget selv for en triatlet i våddragt og særligt ikke, når der for mit vedkommende var dømt ”svømmeuge” på grund af at min fod stadigt driller lidt, og jeg derfor ikke kan udsætte den for de helt store løbemængder. Tough luck!! De 36km og 9½ time i poolen vidner om en vis stædighed. Og ironisk nok har jeg foreløbigt i 2011-dagbogen 122 km svømning og ”kun” 111 km løb.

Denne uges træning er også blevet skudt fint i gang med to hårde dage, og vi holder alle i dag en velfortjent hviledag, inden vi går i krig med de sidste 3 dages træning. Træningen hernede er bare anderledes på grund af de mange stigninger op og ned ligegyldigt, hvor man cykler eller løber hen. Det påvirker muskulaturen anderledes end de falde veje omkring Odense, og jeg kan derfor godt mærke en anden form for træthed i bjergbenene, men det er kun dejligt og er ganske givet med til at udvikle mig som atlet. Træningslejr afviger yderligere fra hverdagen derhjemme ved at jeg hernede ikke behøver at tænke på andet end at gennemføre min træning på bedste og mest hensigtsmæssige måde. Der er ingen krav til arbejde, indkøb, madlavning, rengøring og deslige, som udover den daglige træning, er med til at fylde min hverdag maximalt op. Det er på mange måder en befrielse og måske en nødvendighed indimellem for at koble helt af og kunne fokusere på træningen alene. Det kan anbefales

Udenfor er det stadigt koldt og mørkt, og mængden af sne, som kommer ned ovenfra, er ikke mindsket synderligt, siden vi gik ind i det nye år. Trods det er det nu for alvor tid til at skrue op for træningen igen, da der efterhånden ikke er så længe til at 2011-sæsonen skydes i gang. Det kommer til at foregå d. 27.3. til Worlds Cup-stævnet i Mooloolaba, Australien. Derfor nærmer den ugentlige træningsmængde sig igen de >20 timer. Da jeg stadigt ikke er i stand til at løbe så meget, som jeg gerne ville og gansket givet burde, så er der blevet øget på både cykelingen og svømningen. Det betyder, at jeg stadigt ”kun” løber 4×25 min om ugen, men tilgengæld sidder på cyklen minimum 4 gange og tillige ligger med næsen i poolens klorvand 5 gange. Heldigvis synes jeg jo stadigt, det er dejligt at svømme, og med det rette tøj og mountainbiken i det rette gear, går det bare derudaf.

I går stod der for første gang “fartleg” ud for cykeltræningen i træningsprogrammet, og det blev derfor til en omgang bakkespurter på “Kertemindebakken.” For dem der ikke kender den: ca. 800m fra bunden til toppen, og det går opad!! Det er noget, der giver syre i benene, men forhåbenligt også kraft og fart til den kommende sesæn. Med det vil jeg bare pointere, at det sagtens kan lade sig gøre at træne hårdt i Danmark i januar! Så lad være med at hænge med mulen over det danske vintervejr.

Når det så er sagt, rejser jeg selv sydpå for at deltage i landsholdets træningslejr på den kanariske ø Fuerteventura i uge 4 og 5. Det betyder, at der er afrejse fra København d. 23. januar og udsigt til 2 gode uger med masser af træning og forhåbentligt en smule afslapningen ind i mellem. Det glæder jeg mig til.

Fortsat god træning!

Siden sidst er der sket flere forskellige ting. Det giver sig selv, da det er et stykke tid siden, jeg har opdateret min blog. Samtidigt er grunden til at den ikke er blevet opdateret, netop at jeg ikke synes, der sker så meget. Jeg lever jo lidt i den daglige vinter-trænings-tromme-rum.

Min sæson sluttede som bekendt, da jeg i samråd med Michael Krüger vurderede, at det var for risikabelt at udsætte min fod for 10km løb i høj fart, og jeg derfor meldte afbud til World cup-stævnet i Tonyeong, Korea. Det var rigtigt ærgerligt, og særligt, da det viste sig, at der kom et udbrud afsted på svømningen, som holdt hele vejen i mål, og som jeg måske kunne have været med i! Men sådan er det; jeg kan jo ikke være med, når jeg sidder derhjemme. Men alt i alt var det vel en forhåbentligt en klog beslutning, også set med fremtidige OL-briller.

I stedet for blev det en glidende overgang ind i vintertræningen. Den består i høj grad af styrketræning, stabilitetstræning og coretræning for at forbredre min muskulatur og styrke, men jeg svømmer stadigt væk 4 gange, cykler 3 gange og løber 4 gange i ugen, så lidt af den “normale” triathlontræning bliver det stadigt til. Jeg har netop fået mine ski til Odense, så ville der bare komme lidt mere sne igen, så er der mulighed for en tur på skiene. Den halve meter sne vi havde, smeltede på en dag. På grund af vintervejret er det meste cykling henlagt til mountainbike på landevejen eller større stier, og på de rigtig dårlige dage bliver det til en dobbelttur i spinningssalen. Mange triatleter hader spinning, men jeg kan på ingen måde forstille mig at det er mere spændende at sidde på hometrainer’en i kælderen. Jeg har faktisk taget et billede af mig på en meget mudderet dag på mtb. Det var før sneen faldt over DK.

Udover den daglige træningen bruger jeg en del tid på mit arbejde her hen over vinteren, og det er jo dejligt, når jeg har mulighed for at fordybe mig i andet end triathlon. Videnskablige forsøg, der involver patienter, som det jeg skal lave i løbet af foråret og sommeren, kræver at en lang række formelle krav fra bla. videnskabsetisk komité er opfyldt, og det tager lang tid at forberede og indhente den slags tilladelser. Men det lysner, så det er dejligt.

I det nye år bliver træningen flyttet til træningsresortet Playitas på den kanariske ø Fuerteventura i nogle uger, for at kunne øge cykelmængden og få kørt lidt på landevejscyklen inden det går løs med de første stævner. (Der kommer i øvrigt nye cykler i stalden, men mere om det i et senere blogindlæg.) Det betyder at uge 4, 5, 8 og 9 bliver henlagt til varmen og bakkerne ud for Afrikas kyst. Sæsonen starter for mig med World Cup stævnet i Mooloolaba i Australien allerede d. 27. marts, så det er der efterhånden ikke så længe til. Se i øvrigt punktet “season plan 2011″, som er opdateret med planen for det nye år. Det starter med 3 stævner på 4 uger i Australien og Japan. Det kan komme rettelser i stævneplanen undervejs, men foreløbigt er det sådan, vi har planlagt at bruge tiden og kræfterne. Planen er selvfølgeligt også afhængig af, hvordan det kommer til at gå, og kvalifikationen til OL 2012 er stadigt det fornemmeste mål.

Vi ses i sneen!

Så er der endeligt kommet løb på programmet igen. Det har været en lidt svær periode, da jeg egentligt stadigt har smerter i foden og den stadigt hæver op om aftenen, hvis den er blevet brugt lidt for meget i løbet af dagen.Men jeg skulle jo ligesom i gang på et eller andet tidspunkt, og Team-Danmark lægen har sagt god for det. Men jeg startede i det små med 8 gange(1 min løb+1 min gang), og så var jeg ligesom i gang. I sidste uge kom jeg op på i alt 4x 6min løb med 1 min gang imellem om søndagen.

Om jeg ender med, at blive klar til årets sidste World cup afdeling i Korea, er endnu uvist, da stævnet allerede er om 2½ uge, og jeg jo som skrevet kun er på stadiet ”4x 6min løb”. Der er et stykke op til 10km med fuld gas. Der skal træffes en afgørelse i løbet af den næste uges tid sammen med Michael Krüger.

Udover det er jeg per 1. september startet officielt på min ph.d-uddannelse, som bliver et samarbejde mellem Odense Universitetshospital og Institut for Idræt på syddansk Universitet. Projektet kommer til at omhandle forskellige ting, men det er blandt andet planen, at jeg skal lave et studie, der undersøger effekten af styrketræning på patienter med ALS. Så det bliver spændende at komme i gang med, og det giver et dejligt input i en hverdag, der ellers er rimelig fyldt med triathlon..

For de interesserede er det muligt at se et billede af min fod, som blev taget i går, d. 2.9 af Anne J på OUH (Tak Anne). Det er altså i alt 6 uger og 4 dage efter ræset i Hamborg, hvor jeg var så uheldig at den brækkede. Jeg håber stadigt, at jeg kan nå at blive klar til årets sidste to stævner i World Cup-serien; men det er endnu usikkert. Team-Danmarklægen Morten Storegaard skal kigge på røntgenbillederne i dag og derudfra vurdere, hvordan det står til med helingsprocessen. Forhåbentligt kan jeg snart får lov til at løbe/jogge en lille smule. I denne weekend er der jo også kun 5 uger til det første “planlagte stævne” i Mexico, så det er ikke lang tid at blive klar på. Jeg må vurdere hen ad vejen, om jeg tror, det er realistisk, at jeg kan blive klar til det.

I den kommende weekend har jeg meldt mig til Ringe Triathlon, et stævne i lokalområdet med en fin lang tradition for gode triathlonarragementer og et fint stævne at deltage i, hvis man vil prøve triathlon, evt. for første gang. Derfor tænkte jeg, at det kunne være en god mulighed for et “prøve” triathlon igen for mit vedkommende. Om jeg kommer helt i mål er ikke sikkert; men det er min plan at gå de sidste 4,4 km. Så er jeg med igen, og jeg kan få lidt sved på panden i både svømning og cykling.

Vi ses derude!

Så er det på tide, jeg får skrevet et indlæg til min blog, således at I kan følge med i, hvad der foregår. 

Så kommer der lige en up-date over den sidste tid. Jeg starter bagfra.

Det er gået en del både op og ned, men sådan er elitesport jo for det meste og for de fleste. Der er gode perioder, hvor alting er let og der sker masser af fremskridt, og så er der perioder, hvor tingene ikke kommer helt så let, hvor der skal arbejdes lige en tand hårdere, og hvor den mentale styrke udfordres yderligere. Men det er disse perioder, der i sidste ende er med til at styrke os som atleter og udvikle os som mennesker.

Jeg har efter VM-seriestævnet i Hamborg d. 18.7 fået konstateret et træthedsbrud i 2. metatarsalknogle (mellelmfodsknogle, den lige bag tåen) i højre fod. Det betyder ca. 6-ugers løbepause og i øjeblikket også pause fra både cykling og svømning. Dog regner jeg med at kunne begynde svømning igen snart og forhåbentligt inden så længe også komme en tur på cyklen. Træthedsbruddet betyder selvfølgeligt aflysning af de sidste to stævner i vm-serien for mit vedkommende. Det er ærgerligt, nu da OL-kvalifikationsperioden er blevet skudt i gang, og jeg samtidigt var kommet til at ligge rigtigt godt på ranglisten (nr. ca 30).

Selve stævnet i Hamborg var rigtigt fedt. Det er verdens største triathlonstævne med over 10.000 deltagere i alle aldersklasser og på alle niveauer. Ruterne for både svømning, cykling og løb var for eliten placeret midt i Hamborgs centrum, og det gav super muligheder for tilskuere for både at heppe og følge med i løbet. Der var da også en helt fantastisk stemning, som gav løbet en ekstra dimension. Min svømning var fra starten ikke særlig god. Lige inden starten havde jeg fået nogle kæmpe splinter i begge fødder fra den bro vi skulle løbe ud over under præsentationen, vi snakker ca 5-7 cm lange! Selvom jeg havde fået nogle folk til at hjælpe mig med at trække dem ud igen, sad der stadigt noget tilbage da jeg stod på pontongen. Jeg fik dog selv pillet det sidste stykke træ ud af foden måske 20 sek før start. Så det hele blev lidt hektisk. Lige efter starten blev jeg svømmet ned af bla. Liz Blatchford og blev trukket en del tilbage, og ude ved første bøje fik jeg en masse tæsk, blev trukket flere meter bagud og mistede mange placeringer. Det var noget møg! Resten af svømningen blev en kamp for at komme længere op i feltet, og det lykkedes da også til dels, men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var helt på toppen. Jeg tror, jeg kom op af vandet som nr. 15-20, og endte for en sjælden gangs skyld i anden gruppe på cyklen. Til gengæld lagde jeg, Andrea Hewit og Katrin Müller en kæmpeindsats for at køre gruppen foran ind. De lå 15-20 sekunder foran; vi kunne hele tiden se dem, men de var svære at hente. Det lykkedes på 3. omgang, og det var en lettelse, selvom vi nu var en rimelig stor gruppe samlet. Resten af cyklingen gjorde jeg ikke meget væsen af mig, og jeg var klar til at løbe, da vi kom ind i T2. Jeg havde besluttet mig for at løbe mit eget tempo fra starten og ikke løbe for hurtigt ud den første omgang. Så var det bedre at have lidt tilbage til sidst. Det gik helt efter planen; allerede på anden omgang kunne jeg se, at jeg begyndte at hente lidt ind på nogle af dem foran. Jeg fik da også overhalet et par stykker, tilmed Daniella Ryf ved godt 7 km. Det blev desværre en kort fornøjelse, for selvom jeg havde haft ca. 20 m forspring til hende, gik min fod jo som sagt i stykker, og jeg kunne ikke forsætte i samme tempo. Jeg besluttede mig trods alt for at løbe færdigt, for jeg var godt klar over, at jeg nok havde fået træthedsbrud og dermed havde udsigt til en længere pause.. Så kunne jeg ligeså godt tage de OL-point med oveni.

I starten af juli måned deltog jeg i Europæiske Mesterskaber i kort triathlon. Stævnet foregik i Athlone i Irland, og jeg havde hele familien med som heppere og hjælpere før, under og efter stævnet. Samtidigt havde vi i familien en mulighed for nogle dage sammen i løbet af sommeren, på trods af vores travle kalendere – det var dejligt. Resultatmæssigt havde jeg ikke de helt store forventninger til stævnet, da jeg stadigt havde store problemer med hoften. Den var dog i bedring, men jeg havde kun løbetrænet nogle få korte ture af 20-30 min i ugerne op til, så jeg frygtede at formen var på vej nedad. Til gengæld havde jeg ved DM vist et rigtig godt svømmeniveau, og var derfor ikke bekymret for min svømning, der ligesom til DM var i våddragt. Det viste sig da også, at jeg på dagen havde en bedre svømning end de andre i feltet, og jeg kom alene op af vandet med et forspring på 30 sekunder ned til de næste. Ud på cyklingen prøvede jeg at holde et højt tempo, men måtte på tredje omgang sande, at jeg blev indhentet af en forfølgergruppe. Det var nu også forventet, og jeg havde samtidigt fået mine ”15 minutes of fame.”  Løberuten var noget nær den hårdeste rute, jeg har set til et triathlonstævne. Tre bakker på hver omgang (dog ikke alle lige stejle), men hårdt var det, og jeg blev også noget træt undervejs. Måske lidt mere løb i træningen ville have givet mig en bedre base, eller også var det bare ikke lige min bedste ”løbedag”. Jeg endte på 19. pladsen, hvilket tilsyneladende i dansk triathlon er blevet stemplet som et ”dårligt” resultat, men jeg synes faktisk, at det var rigtigt fint, både hoften, ruten og udviklingen af løbet taget i betragtning.  Om søndagen havde vi en helt fantastisk dag ved den irske vestkyst med storm, hav, får, sten-diger og en omgang irsk ”fish and chips”.

Det positive er, at jeg ikke længere har ondt i hoften, og at jeg samtidigt får mulighed for at give både foden og hoften ro, så de begge kan komme helt ovenpå igen. Og så har jeg virkelig fået blod på tanden for at flytte mit løbeniveau endnu et hak opad, så jeg i 2011 ikke behøver lade de andre i 1. gruppe stikke af, når vi stiller cyklen.